Louise Juhl

Min mor siger, at det ikke nytter noget. Min far beder om osten, den uden kommen. Min bror slår en prut, en af dem, der lugter.
Jeg vrænger:
-Adr! Der er kun ni dage til jul og ingen har endnu nogle ønsker. Min bror synes, det er smukt, min mor, at det er besværligt. Min far mener ikke noget om den slags, han har i årevis genbrugt de samme ønsker: Varme sokker og søde børn. Min mor indvender, at han i hvert fald ikke skal have flere strømper, at han allerede har en hel stak liggende, han ikke har taget i brug. Min bror svarer, at så må han undvære gaver:
-Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at være sød, griner han.
Min far fnyser og tager en skive mere af osten, denne gang uden brød til. Min mor rækker ham demonstrativt en rugkiks, han laver en grimasse:
-Nej tak!
I radioen fortæller de, at i går var årets travleste dag målt på omsætning, og at julens mest solgte gaveartikler er digitalure og transportable cd-afspillere.
-Hvad er klokken? spørger jeg.
-Er det vigtigt? svarer min bror.
Min mor får en dyb fure imellem øjnene:
-Hold nu op!
Min far skruer op for radioen:
–DET BLIVER VÆSENTLIGT KOLDERE DE NÆSTE DAGE, forudsiger værten. Min mors fure fordobles:
– Åh nej da.

Min far mener, at det må være et spørgsmål om påklædning: -Så får jeg endelig brug for de varme sokker, tilføjer han og løfter sin ene fod op på bordet, midt imellem ost og marmelader, og afslører et par røde ragsokker med tyndslidte hæle.
-FÅ DE HØRMERE NED FRA BORDET, råber min mor og skynder sig at flytte rugkiksene i sikkerhed. I radioen spiller de Det er jul, det er cool. Min bror annoncerer, at han har fået en ny kæreste, hun hedder iøvrigt det samme som den forrige.
– Så risikerer vi da ikke at kløjs i dét, griner min far.

Min mor rejser sig, pakker osten ind i lugttæt papir. Der er stadig ingen, der har svaret på, hvad klokken er. (09.53)