Louise Juhl

I dag gik jeg forbi en butik, der solgte tæpper. Det var tidligt, før åbningstid, der var kun lys i et lille lavloftet kontorlokale med troldtekt-loft. På kontoret sad en kvinde, hendes hår lignede et pelsdyrs, jeg er ikke så stærk i den slags – en grævling måske eller en vaskebjørn. Hun sad og så på en skærm fuld af tal, og jeg prøvede at forestille mig, hvad hun ønskede sig til jul, og så kom jeg i tanke om dengang, jeg ønskede mig en kugleramme i sten, fedtsten, men fik en lommeregner, Texas TI-1726. Det var i starten af firserne og nok første gang, det gik op for mig, at det der med at udtrykke sine behov, er en svær disciplin.
Da jeg kom hjem fra min gåtur, skrev jeg til min far og spurgte til episoden. Han svarede, at det slet ikke var sådan, det var gået til, langt fra. At jeg skam havde fået, præcis hvad der stod på min ønskeliste. Måske har han ret, nogle gange er der jo flere svar på et spørgsmål, andre gange er der ikke noget spørgsmål, bare en masse svar, TI-1726, kunne være ét.