Louise Juhl

Jeg må ikke skrive om mig selv, ikke skrive om min mor, om mit ar, om min angst for at forsvinde. For aldrig at have fundet sted. 
I nat var jeg ikke alene, der var kraner og mænd med vejrbidte ansigter og et barn, der stod og så på. Barnet vinkede, vidste ikke, at hun var usynlig. Det er vel sådan, det er. Man er lykkelig, så længe man intet ved og usynlig, indtil man får øje på sig selv.
På hånden, der vinker, og på alle de andres hænder, der ikke vinker tilbage.