Louise Juhl

Vi besøger en by, ingen af os kender: Slidte varietéscener med blege markiser og kunstige blomster på bordene. Enorme skibe anløber byens undseelig havn; – en særlig attraktion for tilrejsende er tilsyneladende at stå på hotellets balkon og se, hvordan kølen fra de massive luksuslinere skærer sig gennem de historiske gader, lægger dem øde.
M tager i biografen, han vil se en femogenhalvtime lang film om Karelien: Om drivtømmertavse daglejere, Ukko- og Akka koli og scener fra et langsomt døende bål, timevis med rødgule glimtende gløder.
Imens sidder jeg på værelset og ridser vores forbogstaver i væggen: M+L. Jeg skifter vand ved de kunstige blomster og tager billeder af udsigten: En byggetomt – rustne bæltekøretøjer ligger væltet rundt og store bunker af skrald står stablet op langs et meterhøjt hegn. Udenfor pladsen advarer et GIV AGT! skilt nysgerrige turister, men uden at sige mod hvad.
Klokken fire banker det på døren, klokken fem åbner jeg op. Klokken seks kommer M tilbage, han er gennemblødt af sved og foreslår, at vi rejser hjem. Jeg går ud på gaden og prajer en taxa. Chaufføren er blind, men kender byen som sin egen bukselomme, forklarer han: älä huoli – bare rolig.

Han sætter os af lidt udenfor byen, landskabet er smukt og uden ende. Vi sætter os ned og snører hinandens sko, måske som en slags pagt, måske bare en måde at vinde lidt tid på.
Der er langt hjem.