Ensomig #744
by Louise Juhl Dalsgaard
Kære Jon, det betyder ingenting nu. Alligevel: tak for krøllerne, dine kloge øjne og latteren, der mindende os om, at vi ikke er alene, ikke helt. Du følte dig nogle gange alene, det ved jeg, for du sagde det til mig – engang lige efter at jeg havde læst op.
Et sted imellem alle protesterne, diskussionslysten og de mange spørgsmål, var der en alenehed, der sugede og holdt sammen på dig, tror jeg. Indtil det ikke længere holdt sammen på noget, heller ikke dig. Jeg vil savne dig, jeg er glad for, at du var her❤️