Louise Juhl

Alle husene her har numre: Nitten, seksogtyve B. Et af dem har endda sit eget navn, det hedder Idyllen. Jeg tænker, “det må være hårdt at være det hus”, jeg tænker, “det hus trænger til hjælp”.

Det går altid galt, når jeg beslutter mig for være mere mig selv, mindre noget andet. Jeg ender som regel et sted midt imellem, en slags Bamse-og-Kylling i én-og-samme, et virkelig dumt sted at ende, Fy-babab. Andre forsøger jeg at nærme mig udefra og ind. Så æder jeg af fuglenes foder – direkte af brættet: Løfter mig på tæer, rækker halsen lang og fanger de fedthærdede frø med tungen. Måske er det det nærmeste, jeg kommer noget, der kunne minde om. En slags Jeg-destilat: Fedt og frø og tungenudafhalsen?