Louise Juhl

Jeg sad engang post på et natløb. Jeg var tolv, og på en eller anden måde var det lykkedes mig at bilde mig selv og alle andre ind, at mine kirtler var hævede, og at jeg derfor ikke kunne løbe i mørke. I stedet blev jeg sat til at passe en post sammen med Ebbe, der var voksen og vidste alt om tektoniske plader og asthenosfæren og palæomagnetisme. Vi sad der i mørket, og han fortalte om oceangrave og jordskorpesår, indtil han pludselig begyndte at græde:
Hans kone ville skilles. De havde ellers et godt liv, sagde Ebbe – og to irske settere, der hed Troels og Tanja. Det var åbenbart ikke nok, hun savnede noget andet, noget mere, men uanset, hvad Ebbe foreslog -brevduer eller stråtækt tag- så var det ikke lige det, hun manglede. Jeg husker den nat på den post med Ebbe som meget mærkelig. Jeg kendte ham egentlig ikke, havde kun hørt ham tale om sine hunde, aldrig konen. Jeg sad på en fugtig træstub i heldragt og frøs, og Ebbe hvilede sit hoved på min skulder og græd og græd. Jeg havde aldrig før set en voksen græde på den måde, og heller aldrig tænkt på lykken som noget mellem mennesker, mere noget i retning af at være længe vågen og se Nicole vinde Melodigrandprix. Nu sad der så en fuldvoksen mand og var ulykkelig og talte om at have mistet alt og føle sig fortabt, og det eneste jeg kunne komme i tanke om for at trøste, var at foreslå, at han kunne komme hjem til mig og se Melodigrandprix til maj. Ebbe mente, at der var alt for længe til maj, og hvordan skulle han få det hele til at hænge sammen længe, og det vidste jeg ærlig talt ikke.
Det varede næsten en time, før det første hold natløbere dukkede op, og jeg kunne få lov at flytte Ebbes hoved fra min skulder. Jeg tror, han holdt op med at græde efter det. Vi talte heller aldrig om det siden, og det med melodigrandprixet blev ikke til noget. Alligevel husker jeg det tydeligt: Dét at indse, at man godt kan have styr på både kontinentalplader og radiometrisk magnetisme, uden at have styr på alt det andet. Det kom virkelig bag på mig dengang.