Louise Juhl

Jeg er bange for velcro-bånd, lidt for tidlige morgener og ånden i glasset, der altid svarer: Nej, når jeg spørger: Er der nogen? For aftaler, jeg har glemt, og for Ivan, min bankrådgiver, der ringer og siger: Det er nok ved at være tid til at mødes – dét nok. Jeg er bange for dobbeltrettede cykelstier, emails med tomme emnefelter og kradsetræer i hjem uden kat. For misundelse (især min egen) og for mennesker, der skyder med skarpt “for sjov,” og for mig selv, når jeg dukker mig for kuglerne i stedet for at standse dem. Jeg er bange for simili-omsorg: ”det skal nok gå” eller ”det handler ikke om, hvordan du har det, men hvordan du tar’ det.” For at blive et X i en ligning uden ubekendte, for kun at skrive ting, jeg aldrig fortryder.