Louise Juhl

Den første hed Martin og ingen af os var forelskede. Det var som sådan ikke et problem, tværtimod. Vi tog chancer, der ikke bare var store men også dumme, og slap helt uventet godt afsted med det. En weekend stjal han en knallert, malede den over og satte et flag fast bagpå. Det var sort og med gule prikker – som et blindesymbol bare omvendt. Der lå ingen tanke bag. Vi kørte til Flensburg og købte dåsesodavand og mini-milkyways. Det var i april og vinden havde stadig bid, så for hver halvtreds kilometer kørte vi ind til siden, og han pustede varme i mine hænder. På den måde var han ok, han afleverede også knallerten tilbage, da vi var hjemme igen. Fjernede endda flaget først.
Vi mødtes ind imellem ved busstoppestedet, så sad vi i læskuret og delte en cigaret. Ingen af os røg, alligevel gjorde det noget ved os og det, vi havde sammen. Et par uger efter blev han standset af politiet. Han havde stjålet en bil og var kørt galt og sagen endte hos de de sociale myndigheder. Hans far blev rasende og gav hans mor skylden. Hans mor sendte den retur, de endte vist nok med at blive skilt. Ingen tog sig tilsyneladende af Martin, heller ikke jeg, der slog op med ham, vist nok med den begrundelse, at der var forskel på at låne en knallert og stjæle en bil.
– Ja, det sidste blev opdaget, svarede han.
Ikke længe efter faldt jeg for Albért. Navnet skulle udtales som på fransk med tryk på sidste stavelse. Han hverken stjal eller røg, men hans far kørte Citroen Visa GTI og holdt fire aviser. To franske og to danske. Han lod os aldrig ude af syne, men var altid sød til at tage os med på tur. Så cruisede vi rundt i GTI’en og fandt alle de huse, der havde udestue og råbte “ADR!”, fordi Albérts far afskyede den slags. Andre gange kørte han os til Vesterhavet, en tur på to timer, så vi kun lige nåede ud af bilen, før vi måtte sætte os ind igen og køre hjem for at nå det til aftensmaden.
Jeg tror ikke, Albért havde en mor, måske var hun død, måske boede hun bare i Frankrig, han talte i hvert fald aldrig om hende. Det var nok også mere hans far, end det var Albért, jeg slog op med.
– Men hvorfor? spurgte han, den aften, jeg sagde det til ham, og jeg svarede, at det var fordi, jeg blev køresyg af at køre Citroen.
Så kyssede jeg med en pige og fik kriller i maven, fordi det føltes lidt mere forbudt end noget andet, jeg havde gjort. Mere forbudt end at køre bagpå en knallert og ryge i smug. Hun var virkelig sød og virkelig fuld, og da jeg om mandagen gik hen for at spørge, svarede hun mig, før jeg nåede at åbne munden. – At hun kyssede med alle, både drenge, piger, hunde og katte, og at jeg ikke skulle lægge mere i dét. Det var ikke fordi, jeg var forelsket, ikke rigtigt, ikke endnu. Alligevel gjorde det ondt, det var noget med måden, hun sagde det på, som om jeg ikke var værd at lægge noget i, det var i hvert fald det, jeg hørte.
Efter det, holdt jeg pause et halvt år. Jeg satte simpelthen et kryds i kalenderen og lovede mig selv hverken at kysse, forelske mig, stjæle eller ryge, før de seks måneder var gået. Det løfte holdt jeg – endda to år, før jeg stjal et skrabelod fra en venindes mor og vandt og måtte gå tilbage og sige undskyld. Hun blev ikke engang sur, tværtimod, hun jublede.
– Hun havde aldrig prøvet at vinde før, forklarede hun og foreslog endda, at vi skulle dele præmien.