Ensomig #754

by Louise Juhl Dalsgaard

I morges løb jeg 6,39 kilometer på et løbebånd uden at svede, spiste en pose Pinocchio-kugler til morgenmad, drak kaffe og tænkte på min første printer, der skrev med nåle på lange baner af papir, man kunne rive over ark for ark med en forsigtighed
jeg aldrig lykkedes med

Det er lidt det samme med resten af mit liv; alle dagene man kan rive over eller lade være, som de er:
perforerede

Jeg er så pissetræt af at finde mening i at stå op børste tænder og gå i seng, som om det hele hang sammen:
mit liv med tandbørsten
løbebåndet med Pinocchio-kuglerne

Som om fuglene hang sammen med himlen, eller tiden med vores tænder
Vorherre til hest