Louise Juhl

Den første dag er altid den, hvor kirsebærtræerne springer ud på kirkegården i nordvest. Hvor livet for gud ved hvilken gang starter forfra, og døden virker fjern, selvom alle ved, at den er nærmere i dag, end den var i går. Den første dag står man på en linje 6a ved Buddinge station og kører med til Frederiksborgvej, hvor man står af, selvom man egentlig ikke har noget ærinde. Måske køber man en cola zero, eller man ser op på himlen, der ligner en bulgarsk kat hyllet ind i kunstig røg. Man vinker, hej, og en teenagepige på det modsatte fortov misforstår og vinker tilbage.
Den første dag er det lidt for varmt til vinterfrakke, så man nøjes med en ulden sweater med bred ribkant. Kun de blålige læber afslører, at man har taget forskud. Udenfor en cafe står en tavle og med kridt skrevet: ´Vi er også alene, come join us.´Og man lader sig lokke og går indenfor og opdager først for sent, at der ikke er andre, og kan ikke helt bestemme sig for, om det er en lettelse eller det modsatte. Så bestiller man en chai latte for at købe sig lidt tid: bliver som alle andre dage overrasket over prisen, skjuler det så godt man kan. Tjenerens sko er med plateusål. Man ser ud af vinduet og ned i koppen og på sin telefon, der viser, at klokken er blevet 12.51. Der er ikke noget, man skal nå.
Alligevel rejser man sig og tager sweateren over hovedet, forlader cafeen. En lille klokke ringer, da døren smækker i. Den første dag ligner alle andre eller også er det omvendt: bussen er forsinket men ikke mere, end at man når hjem til tiden.