Louise Juhl

Tagvinduerne på huset overfor lyser skråt som en alt for stor kats øjne. Jeg husker ikke meget af i går, men jeg husker, at jeg læste et digt af Jørgen Gustava Brandt, købte torskekæber og for gud ved hvilken gang fortrød, at jeg ikke gjorde mere, mens det var tid.
Jeg holder af dét det, der findes i ´mens det var tid.´
Det er det samme det, man finder i sætningen ´her går det godt.´ Et meget generelt det.
Da jeg læste til bibliotekar, lærte jeg at klassificere fra det generelle mod det specifikke.
Først menneske, så kvinde, så datter, så spiseforstyrret. 61.644. Et meget specifikt dét.
Siden er det gået den anden vej, fra det specifikke mod det generelle, det falder mig overraskende svært:
At klippe negle, koge grød, falde ind.
Gustava Brandt skriver:
`Der er ingen grund til flugt/ men en grund til nærvær/ Jeg er hvor jeg må være/ Og dog minder alt/ om et andet liv`
– Og dog minder alt om et andet liv. Mit liv om en andens.
Dér går det godt.