Louise Juhl

Barndommens metastaser viser sig helt tilbage på et røntgenfoto fra ´92. Jeg er lige blevet student, mig med hue på hovedet og blomster i favnen. Lettet og lykkelig – men så dér, en lille antydning. En lidt for tvungen page. To bryster, der vil hver sin vej.
Jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor de begyndte at dele sig. Cellerne for savn og uvilje. Men jeg ved, at det udviklede aggressivt og spredte sig til hele kroppen. At jeg ikke blev levnet mange chancer, og at det passede mig fint. Jeg VILLE ikke, og selvom jeg ikke vidste, hvad det var jeg, jeg ikke ville, måtte det være sådan.
Men så en morgen i 2008 vågnede jeg og havde groet krøller. Det er ikke pis, det skete virkelig sådan. Over natten og uden grund og i hele håret. Min frisør sagde, at hun kun havde oplevet det en enkelt gang tidligere, og da var det den anden vej.
Fra krøller til glat hår.
Jeg tror ikke, det er krøllernes skyld (i dag er de klippet af, og virker stadig), men på de billeder, der er taget i månederne efter – og helt frem til nu – er skyggerne ikke at se. Metastaserne er forsvundet. Jeg tror ikke på mirakler, men det er vel lige præcis sådan, de virker. Dér, hvor troen har givet op, og der kun er det umulige tilbage at ske. Og det så sker.