Ensomig #797
by Louise Juhl Dalsgaard
klokken er kun 12
og jeg har allerede
spist 350 gr ristede løg
og drukket en liter pæresaft
på vej hen for at få hunden
klippet tænder jeg for bilradioen
her interviewer de
en professor i eksperimentel virologi
han hedder allan
og taler om superspredere
som er en slags mennesker
der i højere grad
end alle andre mennesker
spreder smitte
uden selv at blive ramt
allan fortæller at supersprederne
har en såkaldt
dæmpet immunrespons
det vil sige at de
i stedet for at bekæmpe sygdommen
accepterer den
ja endda beskytter og plejer den
i en slags
misforstået hensynsfuldhed
så når jeg til rundkørslen
lidt uden for Odder
og må slukke for radioen
for at koncentrere mig
om
pedaler og rat
og gearstang og blinklys
der som altid er på grænsen
og lidt over
hvad jeg kan magte
efter fire omgange
kommer jeg endelig af
og tænder igen for radioen
men da
er indslaget slut
jeg ved derfor ikke om det med
hensynsfulde misforståelser
gælder andet og mere
end vira
måske findes der
en professor i ristede løg
jeg kan ringe og spørge?