Ensomig #802
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg har læst et sted, at det danske pindsvin er truet af udryddelse. Eksperter mener, at det skyldes indavl. Jeg har ét i min have, det virker nu ikke bekymret, måske har det ikke læst avisen.
Jeg talte engang med en psykolog om den slags, om smalltalk og indledninger uden fortsættelse. Han forklarede mig, at det var nødvendigt, han kaldte det for menneskesprogets hviletid og sammenlignede det med en dej, man lægger til hævning. En tid til at udvikle krummen, gøre den luftig og let.
– Alternativet er samtaler, der klistrer til ganen, sagde han, klæg og tung tale.
Det er derfor taler jeg om pindsvin. Ikke fordi jeg vil noget med det, men fordi jeg savner at tale med nogen, og alle kan vel tale om pindsvin og hvis ikke så om noget, der ligner, ting, der starter med P som pyt for eksempel,- Haha, man skal huske sit pyt, kan man sige, og måske kender man én, der har fået det tatoveret på armen eller også kender man i hvert fald én, der har overvejet det, og så kan man tale lidt om dét. Om tatoveringer eller en kusine, der har fortrudt alle sine og nu bruger tusindvis af kroner på at få dem fjernet.
Jeg havde engang en kat, der hed Aisha. En norsk skovkat, der ikke kunne fordrage smalltalk. Hver gang jeg forsøgte mig med et “godmorgen lille væsen” eller “kis-kis-kattemis”, rejste hun pels og gjorde sine øjne smalle. Det var virkeligt svært, det indrømmer jeg nu. Kun at tale, når der var noget, der var værd at sige, det er der jo sjældent. Katten og jeg gik i hvert fald rundt i årevis uden at mæle et ord, bare pels, hud og mættet tavshed.