Louise Juhl

Jeg ved det, allerede før jeg træder ind i stuen. Kan mærke hans blik, høre hans “hvad?” før det er sagt.
Han har købt gin og tonic i Lidl, posen ligger på gulvet ved siden af et par sokker og en tom pose peanuts.
Præcis som forudset, spørger han
–Hvad? og selvom jeg ikke orker, svarer jeg
–Hvad hvad? og så er vi i gang.
Det kan vare hele dagen, spørgsmål uden retning, bønner forklædt som hån:
–Hvordan synes du selv, det går? Den slags.Han skruer kapslen af flasken og hælder gin i glasset, fylder det til kanten. Læner sig tilbage i sofaen og tager en slurk af den ufortyndede alkohol: Ahhhhh!

Det er hans mors fødselsdag i dag.
–Hun er ikke værd at fejre, siger han og drikker sig tung og glemsom og liderlig. Skifter rastløst mellem kanalerne på tv’et, griner. Men så er det, som om han fortryder og i stedet trykker han på remotens afbryderknap.
–Kom, mumler han og rejser sig med besvær fra sofaen.
Jeg begynder at tage brød ud af køleskabet, smør og pebersalami, som om hans ord ikke vedrører mig.
–Kom, gentager han og bliver stående og venter, og jeg følger med, fordi det forlængst er for sent at vende om.

Inde i soveværelset trækker han sin trøje over hovedet og lægger den på en stoleryg med vrangen udad. Jeg har lyst til at gå hen og vende den om. Hans hænder er hurtige, hans læber, selv tungen er utålmodig.
Jeg lukker øjnene, men det manglende syn forstærker lugten af hans ånde, og jeg åbner dem igen.
Måske er det det, der tænder ham, ubehaget i mit blik, i hvert fald vender han mig rundt og tager mig bagfra, hurtigt og hårdt, og falder sammen over min ryg.
–Så fik vi alligevel fejret den gamle, mumler han og vælter om på sengen. Min eneste tanke er, om jeg nu huskede at lukke for køleskabet?