Louise Juhl

Meget af den tid jeg var indlagt, mødtes jeg ugentligt med den behandler, der var ansvarlig for min indlæggelse, vi talte om vægt, behandlingsalliancer, mad, privilegier eller mangel på samme, vi talte til gengæld aldrig om, hvordan jeg havde det, flere gange mumlede jeg, at jeg savnede noget i de her samtaler, at jeg mest af alt følte mig som en talende papegøje eller en sanger der spillede playback: at jeg bevægede min mund som dikteret, mimede en tekst på repeat, behandlerens svar var, at jeg jo ikke gjorde det nemt at hjælpe. Honestly: havde jeg været nem at hjælpe, ville jeg næppe være jeg være endt på en døgnafdeling i næsten et år, sådan sad vi mundhuggedes uge efter uge, infantilt. Det er tydeligt, at jeg var en prøvelse for mine omgivelser, jeg sagde ét og gjorde noget andet: i tegneterapien tegnede jeg en guitar, hvis klangrum var fyldt med de fineste rene toner, mens det, der kom ud af instrumentet, var falske lyde. Terapeuten bifaldt min selvindsigt og lagde tegningen ud på afdelingens hjemmeside, jeg tænkte: hvad skal jeg med selvindsigt, hvis jeg ikke kan bruge den i praksis? Det undrer mig stadig, at de ikke bemærkede misforholdet mellem hjerne og krop, mellem forståelse og handling, at de ikke kunne se, at det var dér, hunden lå begravet, at jeg forstod mig selv ihjel?

Helt anderledes er det at læse journalen fra den privatpraktiserende psykiater, som jeg besøgte efter udskrivelsen on/off i 4 år. Mest af alt er relationen anderledes: på sygehuset behandlede de mig som et uartigt barn, behandlerne agerede de retvisende forældre, mens i den efterfølgende terapi var behandleren og jeg ligeværdige, vi ønskede det samme, nemlig at forstå hvorfor et dengang 28-årigt menneske kunne finde det nødvendigt at sulte sig selv, når der var så meget andet at bruge livet til. At jeg med sulten måtte fortrænge en anden smerte – hvilken smerte?

Noget der slår mig er, at jeg flere gange har konfronteret min mor med ting fra min barndom, som jeg fandt svære: den hånligt ironiske tone, for eksempel, usagthederne men mest, at min mor påtog sig langt mere, end hun kunne holde til – ikke mindst mig, så svarer hun “ja, du har sørme haft det hårdt,” eller: “ring til børneværnet, det kan være, at de vil høre på dine kvaler.”
Slug tudekiksen, “the number you have called does no longer exist”
Jeg bliver så træt.