Louise Juhl

Jeg kan huske første gang, det gik op for mig, at det var sådan, det foregik. Det var til et selskab, vistnok hos min farmor, vi fik te og roulade og mini-mazarintærter med pyntebær. Dugen var af damask, og jeg havde var blevet lovet en pakke perlemorsfarvet brevpapir, hvis jeg opførte mig pænt. Jeg var uvant, holdt om tekoppen med hele hånden, men fik så besked på at løfte i hanken og at spise kagen med en gaffel. Det havde jeg aldrig prøvet før, at spise kage med en gaffel. Jeg husker ikke præcis hvordan, men en af damerne løftede sit ansigt og så rundt på hver af os: “det er altid skoene, man afslører dem på.” Jeg vidste ikke, hvem det var, der skulle afsløres, men jeg nikkede ligesom alle de andre, med en finger i tekoppens hank:
-Ja, det er altid skoene, man kan afsløre dem på.
Senere, meget senere, kom jeg på jobsøgerkursus og lærte ikke at tale om nåletræer eller kvækerfinker, men om firmaets innovative potentialer. Jeg fandt ud af at formulere mig i venskabelige – men aldrig joviale – termer, vise humor uden at blive for morsom. 
–Husk skoene, det er dem, de fælder dig på, sagde konsulenten, og den her gang forstod jeg. Det var noget med læder fremfor gummi, sålernes beskaffenhed. De små marginaler, de skjulte tegn. Nedbidte negle, krumningen på øjenbrynene, brillernes facon (ikke for runde, ikke for aflange, pas på skidtet i hæftninger) Hændernes uro. Citer aldrig Pessoa. Jeg fandt ud af at holde mig skjult. Smed den hæklede vest ud, gemte de langskaftede gummistøvler bagerst i skabet, benenes nervøse krampe henlagde jeg til natten. Jeg fik en rutine med plukke øjenbryn, købte et par sko med hæl. Læste en bog om, hvordan man med fordel kunne stille sig udenfor situationen og i stedet tale til den, ind i den. Undgå øjeblikket. 
Utrolig praktisk og frygtelig ensomt. 
Nu er jeg isoleret og har fundet gummistøvlerne frem. Samler kogler fra lærketræerne og læser Pessoa: “Et paradoks har ingen ledestjerne” Jeg ved ikke hvor længe, denne tid skal vare, men forhåbentlig lige præcis længe nok til, at mine øjnebryn igen begynder at buske og mine briller ændrer facon.