Ensomig #840

by Louise Juhl Dalsgaard

Forleden hørte jeg en læge fra Statens Seruminstitut taleom virus, han sagde, at den slags, virus, altid følger en formel, at man kan forudsige, hvad der vil ske og hvornår, corona er kommet, sagde han, corona er kommet for at blive, måske en uge, måske et år, det afhænger af ligningen, hvilke ubekendte, vi smider ind i den, hvilket x og hvilket y, det vil sige: hvor grundigt, vi vasker vores hænder (x) hvor meget afstand, vi holder (y), jeg vil gerne smide endnu en ligning på bordet, ligningen om omsorg, dén ligning, der siger, at afstanden, vi lægger i det fysiske rum, må indhentes i hjerterum, omsorgsfulde x´er og y´er – at ringe, skrive et brev, en besked, i går skrev jeg en seddel: “Jeg er glad for at kende dig”, tog et billede af sedlen og sendte den til Grethe, som i 34 år har undervist i knipling på den aftenskole, jeg leder, ikke en eneste sæson har hun misset – før nu, “jeg er glad for et kende dig”, Grethe er 77, hun har en alvorlig sygdom i skjoldbruskkirtlen, det er hendes hænder, vi risikerer at miste – den gode nyhed er, at vi kan gøre noget, du og jeg: vaske hænder, holde afstand, men glem nu ikke omsorgen: skriv, ring, whatever, vi må stadig gerne holde af, selvom vi lige nu ikke må holde om.