Louise Juhl

Hun begynder at omtale sig selv i tredjeperson.
Hun ved, hvad det handler om (noget vigtigt,) men hun kan ikke komme i tanke om hvad. Hun bruger meget tid på at skrive om dét, hun ikke kan komme i tanke om.
Der var engang, hun var god til at komme i tanke om ting. Og til at huske dem. Det var dengang, hun brugte sine hænder. Hun plukkede mælkebøtteblade og bruge timer på at malke dem for saft. Hun passede på, ikke at spilde saft på tøjet, for det var ikke til at få af igen. Hun gemte mælken i plastikbøtter med låg, gennemsigtige, ikke fordi hun havde ikke noget at bruge den til, mælken, den smagte bittert. Hun gemte den alligevel, samlede mælkebøtteplanter, malkede blade, gemte saften. Til ingen verdens nytte.
Nu har hun glemt sine hænder, nu tænker hun på sig selv, som om hun var en anden, taler om sig selv, som noget, hun ikke kan komme i tanke om.