Louise Juhl

Jeg husker ikke, hvad vi havde aftalt, om vi overhovedet havde aftalt noget. Måske drev vi bare rundt som to tilfældige stykker tømmer på en blikramt sø. Ikke af lyst, ikke af nød. 

Men hvad jeg husker er, at du altid trak gardinerne for, når lyset blev for skarpt. Og din skygges enorme ensomhed. Hvordan den fik mig til at holde om dig bagfra. Mine arme kunne ikke nå hele vejen rundt. Jeg knugede og knugede, men du reagerede sjældent, fortsatte bare med at ælte i dejen. Strække den og samle den igen, for så til sidst at slå den ned. Kaste den mod bordet, en gang, to gange, tre gange. Hver gang sendte dine slag bølger gennem min krop.
Senere forsøgte jeg mig med andre strategier: at synge højt eller katatone gentagelser af uforståelige remser – eller næsten uforståelige: 
“gikusok, erjegnok, gakamok”. Igen og igen. “Gikusok, erjegnok, gakamok” 
Så længe, gentog jeg det, at du til sidst lod dej være dej og råbte: stop! 
Så stoppede jeg – og hver gang håbede jeg. Men du vendte dig altid om og æltede videre.