Louise Juhl

jeg går to timer i regnen, trækker hunden efter mig. der er spor af snegle allevegne og en grøn, der vokser i fugt. jeg har længe ønsket, at det skulle være anderledes, men det ender altid samme sted.
her.
da jeg var barn, frygtede jeg lone Kellermann, mere end jeg frygtede venedig og døden tilsammen. misforstå mig ikke, jeg sled mit kasettebånd med hendes sange op. der er ikke noget så dragende som det, man væmmes ved. jeg tror, det var hendes fandenivoldske patos:
“Åh Luigi ja nu skriver jeg igen/ ka’ du huske at du var min søde ven/ da vi sad og kyssed i gondolerne/ og du tog mig kærligt på gajolerne.”
så halsbrækkende ligetil og samtidig det modsatte, voldsomt og vulgært.
det er nået dertil på året, hvor jeg mister mere, end jeg vinder. det lyder måske forkert at sige det, men det føles som en befrielse. alt det, jeg taber, og som ikke vil blive savnet: at tælle skridt for at undgå at tælle timer. at tygge maden otteogfyrre gange (ikke syvogfyrre, ikke niogfyrre) for at undgå at blive kvalt. Eller værre endnu: at kvæle andre. Ikke flere krydser i skemaer eller point på skalaer. ikke flere diagnoser, udover dem, der gælder: affektbotaniker. relationsdependent. febervild.
det er tirsdag og regnen falder. i den slags vejr spillede min mormor altid enmandsyatzy, lille, stor, fuld hus. det gjorde hun faktisk i al slags vejr – og vandt altid. det er fordelen ved at spille med sig selv. og mod.