Louise Juhl

Jeg har længe forsøgt at finde frem til vreden. Der er jo nok at tage fat på. Sukkulenternes selvglæde, solbærrenes syre. Den lidt for lange pause, når jeg spørger dig, om alt er ok, om vi er? Eller: Ideen om, at alt, vi kan gøre, er vores bedste. Sådan noget pis. Det er jo aldrig nok. Det bedste er ikke nok. Uanset hvor kærligt, vi kalder, hvor højt, vi råber, hvor fortvivlet, vi bønfalder, er det langt fra nok: Der vil altid være et trafikdræbt pindsvin, der glemte at se sig for, og hvis skyld er det? Er det dyrets skyld? Farvens skyld? Trafikkens eller måske endda dødens skyld? Der vil altid findes en mælk i køleskabet, der bliver sur før udløbsdatoen er nået, og en masse med småt, vi ikke orker at læse, fordi:
“Vi forbeholder os ret til at pisse på dig, når først du har betalt”.
“Prisen på dette produkt står ikke på nogen måde i rimeligt forhold til produktets værdi – det er sådan, vi tjener vores penge”.
Og allernederst, på bagsiden og skrevet fra højre mod venstre:
“Din svaghed – vores styrke!”
Det er der, vreden ligger begravet: At uanset hvad, vi gør, uanset hvad jeg gør: spritter hænder, passer min søvn, siger undskyld på forhånd – og før dét også – er det ikke nok. Det, jeg gør, er ikke nok, den, jeg er, er ikke nok.
Og hvad stiller man så op: Smider sukkulenten ud, måske, og plukker alle bærrene på busken.