Louise Juhl

Jeg sidder for syvogtyvende gang og læser i Bjørn Rasmussens Ming, jeg bliver aldrig færdig med den. Jeg elsker den måde, han popper popcorn på – i samme rytme, som han går i stykker, pop pop pop: “Hvor stammer selvhadet fra?,” spørger jeg’et sin far, “It is raised by god,” lyder svaret.
Is it?
Det er det svære ved at være treogfyrre med alt, hvad det indebærer af angst og smerter. At der ikke længere er nogen at give skylden. Så går jeg i stedet i skoven og leger med min hund og spiser fiskeoliekapsler og frisk ingefær og læser svære artikler om syriens sammenbrud og global poltik. Prøver at overbevise mig selv om, at det er sådan, man gør. As if.
Om lidt skal jeg tilbage til verden, til den såkaldt virkelige verden. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den (eller med mig selv). Findes der en vej for dem, der ikke er på vej til Rom?
“Der er så mange afvisninger i mit liv lige nu/ altså afvisninger af mig selv fra mig selv,” står der i Ming, “jeg vil være kyllinlykli/ jeg vil være en grøn mand/ i en drøm/ der aldrig ender”
Det vil jeg oss.