Louise Juhl

så kigger jeg på uret
som om det ville være 
en hjælp at vide 
hvad klokken er 
denne fugttunge 
fredag morgen 
hvor jeg har lovet 
mig selv ikke at 
skrive og skriver 
netop dét

det er ikke en hjælp:
klokken er 08.04
og jeg har endnu
engang har valgt at 
pisse på mine egne 
løfter måske fordi 
det er nemmere 
sådan

at skrive end at være

der er ethundredeotteogfyrre komma tre kilometer
til hvide sande og cirka lige så mange millioner kilometer 
til solen 

det ændrer ikke på 
hverken løfter eller pis 
men hvem siger også at 
det skal det 

en himmel behøver jo
heller ikke at være blå 
af en grund eller en ulykke 
at være sjælden
for at komme alene

08.07 jeg går ingen vegne
08.08 jeg er stadig ikke en radiobil
08.10 om lidt bliver det sommer?