Louise Juhl

I nat vågnede jeg ved, at en kalv kaldte i mørket. Muhuhuuu, kaldte den, og jeg genkendte stemmen eller kaldet eller noget. I hvert fald stod jeg op og gik ud i mørket. Muhuhuuu, lød det længere frem og lidt til venstre, og jeg fulgte lyden, dens retning, frem og frem og frem og lidt til venstre. Hele tiden måtte jeg anstrenge mig for ikke at snuble, der lå grene i skovbunden, blødt mos, bregner. Muhuhuuuu, der var kalvens kald igen, oprørt, fortvivlet, måske hverken eller. Jeg satte farten op, forsøgte at tælle mig frem, enogtoogtreogenogtoogtre, løftede hver gang fødderne højt over jorden, som jeg har set soldater gøre det på film. Muhuhuuuu. På et tidspunkt blev lyden fjernere, mere diffus. En meget stor ugle måske, eller en ulv i kalveklæder? Jeg var ikke længere sikker. Spørgsmålet var, om jeg skulle vende om, fortryde simpelthen, tælle mig samme vej tilbage – gennem skoven til hytten: ertgootgoneertgootgone. Eller fortsætte og dermed risikere et af to: 1. aldrig at nå frem (uuuh), 2. at nå frem for aldrig vende tilbage (huuu). Nu hvor det er blevet lyst, kan det lyde mærkeligt, men dér: i mørket i nat i skoven, mellem bregner og mos og tal og muhuhuuu, var det ikke muligt at træffe et valg. Så jeg gjorde ingenting, blev bare stående og lyttede, mens mosset gav efter under mig og mine fødder sank i. Og så var det, at jeg pludselig huskede, hvorfra jeg kendte lyden, kalvens kald.