Louise Juhl

Første gang jeg optrådte som menneske, var det slet ikke planlagt. Det var en helt almindelig dag, sådan som det almindelige altid tager sig forskelligt ud. Han havde lagt en stor fugl, en kalkun, til optøning på køkkenbordet, han havde planlagt at tilberede den, som skulle han have gæster: rense den for lever, krås, hjerte, stege det af på panden, tilsætte cognac og lade det hele koge ind, for så at hælde det tilbage i den store fugl. Han ville dække det enorme bevingede væsen med fede stykker af flæsk og stege det i ovnen i fire timer, for så endelig – med de hjertemønstrede grydelapper i hænderne – at afsløre vidunderet, bære det frem. Et bjerg af  føde – vinger, lår, flæsk, fars. Den søde duft af brændt alkohol. Åh.

Det var i det øjeblik, jeg forstod hans ensomhed og besluttede at blive hans ven. Et menneske, en fortrolig, en gæst, et jeg. Det hele og tilsammen. Jeg så det dækkede bord, de mange tallerkener og vidste, at der kun blev ham og den døde fugl. At han ville blive tvunget til at tømme alle tolv glas selv, skål, skål, skål. Fylde igen og tømme, en alenlang, meget ensom gestus. Til sidst ville han lægge servietten i skødet, rejse sig, kæmpe for at genfinde balancen og endelig hæve glasset en sidste gang: velbekomme og tak. Kun for at sætte sig og falde i en tung, dyb, drukken søvn med hagen mod brystet. 

Da var det, at jeg besluttede at blive menneske. At skyde en fugl og pille haglet ud. Sende invitationer ud med rund hånd, “kære” skrevet med skrå skrift på håndmalede kort og forseglet med lak. Købe cognac og bacon fra de fedeste grise på de fineste gårde. Fiske leveren ud af dyret, blåsort, blød, blævrende. Sacramentum nocturnarum. Vente og vente (her vil resterne af cognacen finde anvendelse, et saligt tidsfordriv), for så at åbne lågen til ovnen. Kød og knogler, marv og ben. Et vildsomt og flæsket behag.

Jeg ville bære hans lyst og hans længsel, gnave af det store kødfulde skrog, ræbe med stolthed, lade tårer trille, tilsyneladende latterens. Servietten ville blive plettet af skummet savl og vin, kødssaft og knoglerester. Et ekko af “skål” ville gjalde gennem rummet, igen og igen og igen, for aldrig at dø ud (kun det tavse varer evigt). Jeg ville tømme mit bæger, åbne livremmen: halleluja! Intet ville nå samme højde som dette øjeblik, det korte berusende sekund, hvor alle ville være glade og mætte og mere. 

Det her er tiden lige før stolen vælter, og jeg vælter med. Fuglen skriger, og natten er alt alt for lys. 

Alt det tager jeg på mig den dag, jeg vælger at blive menneske. Et skrigende skrog, en skinger skål. Et jeg, der falder.

*
Han vågner ikke af sin søvn næste morgen,  og jeg gør intet for at ændre på det. Bordet i stuen bærer præg af gårdsdagens orgie: bordpladen er mættet af vin, drypfedt og noget, der ikke lader sig afsløre som andet end gustengule, tilfældigt spredte plamager. 

Hans hage rammer brystet, der siver savl  ned langs halsen og i en lang tynd bane til navlen. Her samler det sig i en lille lagune midt mellem bryst- og maveflæsk. 

Han trækker vejret langt væk fra: hæse hiv. Det lyder som træt tovværk, lige før det slipper. 

Jeg ved, hvad det indebærer. Jeg ved, at det koster at bære en andens skyld. Rase i afmagt over sulten, der ikke lader sig stoppe, lysten, vreden. Jeg har set ham svinge en skarpslebet kniv foran sit eget spejlbillede. En slags varsel, måske, et løfte. 

Jeg ved det altsammen, og alligevel lader jeg ham hvile mens jeg tager over. En spyflue har sat sig i hans navlehul – i søen af skummet savl. Den vrider sig, det seje spyt tvinger den ned, men er for sent. Der er ingen vej væk, hverken for fluen eller for mig.