Louise Juhl

Et sted i min journal står:

“Opringning fra moren 14.03.02: …..Moren fortæller i øvrigt om, hvordan hun har gransket sit sind om baggrunden for datterens
spiseforstyrrelse. Moren fortæller om en glad,aktiv og helt igennem overskudsbetonet lille pige, der voksede op uden problemer. Også den allerførste ungdomstid i gymnasiet var vellykket, så hvorfor
skulle det gå så galt? Vi enes om, at pt. nok alligevel har haft en mere sart personlighed, end den umiddelbare fremtrædelsesform viser….

xxx/soc.rådg./llo”

Altså udover at jeg tænker, at det virkelig var synd for min mor, det jeg “gjorde,” så går det også op for mig, at jeg aldrig har tænkt på mig selv, som årsag mit liv. Det jeg mener er, at det virkelig kommer bag på mig, at nogen har “gransket deres sind” for at forstå – mig? Jeg har hele tiden troet, at det var mig, der skulle forstå nogen andre, noget andet.
Tankevækkende.