Louise Juhl

I går faldt jeg i snak, vi talte om tid:
Vi betragter som regel tiden som en linje.
Et før, et efter og derimellem det ganske lille punkt, vi kalder Nu, og som er omme i samme øjeblik, vi tænker på det.
Jeg foreslog at se på tiden, som et rør, vi fylder med nu’er. Eller en blomsterkrone, noget, der vokser udad.
Jeg lægger dagene sammen sådan, som blade på en blomst. Alle de 24.ende septembre, jeg har oplevet. 47 blade. Gad vide, på hvor mange af dem, det har regnet? Hvor mange, der er faldet på en torsdag? Den 3 december er Ludvig Holbergs fødselsdag. Det ved jeg, for det er samme dag som min folkeskoleveninde, Mette Ts, lillebror, Jacob, er født. Og samme dag som min onkel Mogens fyldte år. Min onkel var bundet til en kørestol fra han var ganske ung og kunne ikke rejse ud, så han slugte alle naturprogrammer, de sendte på på tysk tv, og også tenniskampene, han holdt selvfølgelig med Becker og Graf. Til sidst blev hans syn dog så svækket, at han ikke længere kunne følge med på skærmen. Han flyttede på plejehjem, og så gik der ild i det tæppe, han lå under. Ingen ved vist hvordan eller hvorfor, og ingen spurgte. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af eller noget. Sådan har alle dage deres historier, den 3. december, den 24. september, det handler ikke om at komme først derhen. Heller ikke om at have det længste hår eller at vide mest om tungmetaller. Det handler dybest set ikke om noget. Det er derfor, jeg skriver bøger uden start, midte og slut. Tekster, der starter den 24. september og slutter den 3. december, bare fordi, det var sådan siderne faldt. Nogle gange handler de om en ildebrand, andre gange om et pindsvin, der savner, at nogen aer det over ryggen.