Louise Juhl

Så sidder jeg for gud ved hvilken gang på Reumatologisk afdeling, jeg skal til samtale, ikke noget særligt, mere sådan siden-sidst-agtigt. Jeg bliver kaldt ind til lægen: “Hej, jeg hedder kristian,” siger han, “vi har vist ikke mødt hinanden før.” Og nej, jeg har ikke mødt Kristian før, det er altid en ny læge på sygehuset, som regel én af dem i turnus, som gør pitstop på afdelingen, før de skal videre i karrieren.
Jeg fortæller Kristian, at det ikke går godt. At jeg har ondt, at jeg er træt, meget træt, som i på-randen-af-af-tude-træt (han rækker mig et papirslommetørklæde.) Jeg fortæller ham også, at det er smerterne, der trætter: Dét at holde dem på afstand, holde dem ud, komme igennem, og Kristian nikker, “desværre,” siger han, “er smerter og træthed nogle af de lidelser, hvor selv lægevidenskaben kommer til kort.”
Han ved, hvad han taler om, han har lige været til konference om emnet, nedslående, kalder han konklusionen: “Det bedste er hvile,” siger han.
Og jeg er lige ved at råbe, at jeg jo for helvede ikke gør andet end at hvile, at jeg i min ferie sov 14 timer i døgnet, at hvis jeg sover mere, vil jeg få liggesår. “Jeg kalder sågar mig selv for koma-tøs,” siger jeg og Kristian griner. (Et klassisk scenarie: jeg bruger humor for ikke at blive ked af det, jeg spiller kæk og overlevelsesdygtig, gemmer mine nedbidte negle væk.)
“Det er godt, at du har din humor intakt,” smiler han.
Og så begynder jeg at tude, for nej – det er IKKE godt, og det er ikke sjovt, og nej, jeg orker ikke igen-igen at rejse mig fra en samtale, og undskylde lægen, at han ikke kan hjælpe.
“Det er ikke nemt at stille noget op med sådan nogen som dig” plejer samtalerne at slutte. Sådan nogen som mig. Smile og give lægen hånden. Tjuhej og tak for lort.
Men i dag begyndte jeg at græde, og jeg kunne ikke holde op. Stakkels Kristian. Han gjorde virkelig sit bedste, sagde ting som: “Jeg tror, det kan ændre sig til det bedre” og “der bliver forsket meget i emnet, mon ikke de finder på noget?” Blablabla. Søde, kærlige, omsorgsfulde ord, der desværre hverken kurerede mine smerter eller min træthed.
Til sidst tørrede jeg øjnene og undskyldte min opførsel. Forklarede, at jeg virkelig havde sovet dårligt, at naboens hund var i løbetid, at min støvsuger var brændt sammen, MEN: at det hele nok skulle gå, solen skinnede jo – og det var bare med at nyde det, Tralalaj.
Og så fornyede Kristian mine syv tusinde recepter på virkningsløse præparater, trykkede mig i hånden og sagde, at jeg altid var velkommen til at ringe “hvis der var noget”.
Noget hvad?
Noget andet end smerter og træthed?
Han var virkelig sød, lægen, han gjorde sit bedste.
Det bedste er bare ikke altid nok, og det er ikke nogens skyld, heller ikke Kristians.