Louise Juhl

Min far havde en onkel, som blev kaldt Tavs – han var vist nok opkaldt efter en hest. Tavs havde ikke hænder men næver, som han brugte til at sætte folks knogler på plads med. Et låst knæ eller en forvredet skulder. Han havde ingen papirer på sin kunnen, men ingen var i tvivl om, at det virkede. Han spiste varm mad til middag. Hver dag og klokken 12 præcis: Så låste døren til sit behandlerlokale og satte et skilt på døren, hvor der stod: ‘Kommer’. Det var svært at vide præcis hvornår, han var tilbage, men folk ventede gerne, for rygtet lød, at den bedste tid at søge hjælp hos Tavs, var lige efter den varme mad.
Jeg tror ikke, man kan sige, at han var elsket, nok snarere afholdt: Han havde rejst i det meste af verden, Afrika og australien, og udtalte alle a’er royalt: ‘Aldrig’ lød som ‘altid’.
Tavs brød sig ikke om børn, heller ikke mig, det var ikke sådan, at han var direkte uvenlig, han ignorerede mig bare. Han døde lige efter, at han var fyldt 90, og havde vist nok håbet, at nogen i byen ville rejse en statue over ham. Men det blev kun til en sten på kirkegården med hans navn, ikke andet, hverken føde- eller dødsår. Bare ‘Tavs.’