Louise Juhl

Min mor har skrevet en sms. Hun undskylder, at hun ikke har skrevet før nu. Der har været så meget. Besøg af min fars søster, Jytte, og en tur til Sæby.
–Og puh, hvor er det blevet koldt udenfor, slutter hun, -men det har du nok selv bemærket. Kærlig hilsen mor.
Ja, kulden. I går morges måtte vi skrabe is af bilens ruder. Vores ånde stod ud som damp, vi forsøgte at tyde hinandens signaler og lo ad de dårlige forsøg: ’Ugræs og hanekam’, var Ms bud, mit lød: ´frysefantasier”. Til vores undskyldning lå temperaturen under nul.
Forresten er jeg blevet gammel. På en uge. Imorgen fylder min far tusind og én måned i morgen. Som et orientalsk eventyr. Simsalabim. Selv har jeg 567 måneder bag mig. Ikke meget eventyr over det tal, mere sådan lidt-over-halvvejs-og-alligevel-ikke-rigtig-noget-hed. Orker næsten ikke at se tilbage. Jeg har haft mange hændelser på min krop, mod min krop. Atten års værgelser mod mad, for eksempel. Og derefter et hav af mænd, jeg lod gøre, hvad de ville, fordi alt var bedre end den totale mangel på følelser, jeg havde for mig selv.
På et tidspunkt opsøgte jeg en læge. Mette, tror jeg hun hed, eller Lene. Hun virkede stærk, handlekraftig, lige hvad jeg havde brug for. Jeg betroede hende, at min daværende kæreste, N, og jeg havde problemer.
–Problemer?
Ja, fortalte jeg, N havde en meget stærk sexdrift, mens jeg så godt som ingen havde. Faktisk var det som om vores begær var kontrapunktisk. At hans voldsomme lyst kvalte min og omvendt. At min mangle på lyst vækkede hans.
–Om der var noget, vi kunne gøre. Jeg kunne gøre?
Hendes svar var simpelt. Hun foreslog, at jeg ‘lagde hus til’. Det var det udtryk, hun brugte. At lægge hus til. Min krop skulle altså være et lyst-hus. Sådan havde det været for millioner af kvinder i titusindvis af år, forklarede hun, som om tusind års udnyttelse var et argument for at fortsætte den.
–Måske ville jeg endda opleve, at øvelse gjorde mester, grinede hun.
Så gav hun hånd og ønskede mig ’god fornøjelse’
Jeg skiftede læge kort tid efter. Kæreste også, men det varede nu et par år, før jeg kom så langt.
Det er længe siden. Jeg er blevet ældre, ikke nødvendigvis klogere – men mere erfaren. Min krop er ikke længere nogens hus, den er min og mig: halvgammel og tiltagende træt, men ok og trofast. I dag vil jeg tage den med på udflugt. Til Bulbjerg Klint måske. Eller Råbjerg Mile. Det må tiden vise. M har købt en flaske årgangschampagne til at slutte dagen af med. Og hvorfor ikke.