Louise Juhl

Som lille rejste jeg en sten allerbagerst i haven. Hver dag besøgte jeg stenen, jeg talte med den:
-Hej lille sten, går det godt lille sten, er du glad om dit hjerte?
Bagefter fortalte jeg den, hvad jeg havde lavet i dagens løb: At jeg havde spist cornflakes og sunget rundesang, været på legeplads og købt ind med min mor. Det vigtigste kom til sidst, når jeg fortalte stenen alt det, jeg havde frygtet ville ske, men som ikke var sket: Der var IKKE gået ild i min mors hår og heller ikke koldbrand i hendes ben. Min kanin, Smutti, havde IKKE groet hugtænder, og jeg var IKKE blevet suget ind under en traktors dæk og fundet så flad, at min mor og far ikke kunne kende mig, men troede, at jeg var en anden.
Stenen var min bedste ven, min fortrolige, og den eneste, der ligesom mig, ikke bare kunne huske alt, hvad der var sket – men også alt det, der ikke var.