Louise Juhl

Jeg tænker så tit, at jeg vil begynde med begyndelsen, men så kommer jeg i tvivl: hvornår begyndte det, og hvad var det, der begyndte og har det nogensinde ‘ikke været.’ Går jeg tilbage i mine noter, er det ikke den samme begyndelse, jeg finder. Nogle gange er jeg seks år andre gange tættere på teenager. Det, der går igen alle steder, er en fuldkommen omvæltende følelse af, at noget ikke længere er. Ikke at noget ikke længere er, som det plejer at være, men at det slet ikke er.
En overgang gik jeg hos to terapeuter, ingen af dem kendte til hinanden. Jeg ved ikke, hvordan jeg kom på den ide, det er jo en slags helligbrødre, spredehaglspsykologi, bland-selv-realisering. Den ene, lad os kalde ham, Kenneth, arbejdede sig udefra og ind, det var det, han sagde. Han gav mig seroquel til natten, fordi han mente, at det var et sted at starte: Med god søvn. Nogle dage senere faldt jeg ned ad trappen, jeg ved ikke, hvad jeg skulle på den trappe, og så midt om natten, men hunden kom ilende og slikkede mig i ansigtet, som om det ville hjælpe? Jeg slap med en flænge over det højre øje og en forstuvet fod. Kenneth beklagede og skiftede seroquel ud med truxal. Det var egentlig ikke, fordi han mente, at medicin var løsningen på mine problemer, det understregede han flere gange. Måske snarere fordi han af et ærligt hjerte ikke vidste, hvad løsningen så var. Eller værre endnu: -Han var, sådan sagde han, -faktisk ikke sikker på, at der fandtes en løsning på alle problemer.
Efter nitten måneder med fald, flænger og beroligende piller og Kenneth, opsøgte jeg en zoneterapeut. Jeg husker ikke hvorfor, men hun var sød og havde de smukkeste hænder, og så boede hun i et bindingsværkshus. Det kan lyde irrelevant, men det betød mere end man skulle tro: Jeg trængte sådan til noget smukt, noget menneskeligt. Hun hed Annette og havde en kæreste, der hed Erik, som var en kendt alternativ behandler. Jeg fik en rabatkupon til Eriks terapi, kom hjem med kinesiske urter for 3000 kroner og en tegning af mine pupiller. Der var sat røde krydser flere steder i iris: Brune pletter, der pegede på alvorlige fordøjelsesproblemer. Erik opfordrede mig til at leve mere basisk og iøvrigt sortere hårdere i mine indtryk. ‘Du tager alt for meget ind, din krop kan ikke klare alt det lort,’ sagde han og det var sådan set ikke forkert.
Jeg drak teen og besøgte så igen Kenneth. Denne gang havde jeg taget glasset med truxal med, jeg smed det på hans bord og sagde, at jeg ikke kunne holde til alt det lort. Det forstod han godt, han havde heller aldrig rigtig selv troet på, at det bragte noget godt med sig. -Men, sagde han og afsluttede aldrig sætningen.
Jeg gik hos Erik i syv måneder, så gik han og Annette fra hinanden. Det havde jo intet med mine fordøjelsesproblemer at gøre, men jeg mistede af en eller anden grund i samme ombæring troen på hans evner. Kenneth skiftede speciale fra affektive til psykoserelaterede lidelser, og så faldt jeg udenfor målgruppen. Han var i tvivl om, om jeg tilhørte nogen gruppe overhovedet, så han henviste mig ikke videre. Fra at have haft levet dobbeltliv med to terapeuter, havde jeg pludselig slet ikke et liv.
Det var ikke der, der begyndte, men det var den samme følelse, som dengang for længe siden: At noget ikke længere var. Ikke bare, at det ikke var, som det plejede at være, men at det, måske også jeg, slet ikke var.