Louise Juhl

Jeg husker ikke, hvem eller hvad jeg drømte om. Men jeg husker clockradioens selvlysende tal klokken 05.45, og at hver dag føltes som den første af sin slags:
Lige præcis dén kæreste med dét hjerte på dén søndag i dét Herrens år.
Jeg husker også, at det var som om, der altid var en sky for solen.
Men sikke en sky, det var!
Og sikke en sol – også selvom den ikke skinnede!
Jeg ved ikke præcis hvornår, det forandrede sig: hvornår rudekuverterne blev til beskeder i eboksen og bunkerne af afbidte negle til noter, skitser, digte. Jeg ved bare, at det igen er blevet søndag, og at jeg stadig synes, at den sky, der skygger for solen, er fucking fin.