Louise Juhl

Kræftafdelingens orange gardiner. Nogen har skrevet ‘Obs!’ med tusch på en plastkop med hældetud. Jeg viser hende et billede fra i sommer. Det er i sort/hvid, alligevel aner man årstiden i vores kinder. Det var dengang, smiler hun og peger. Jeg føler mig som en forræder. Hun har bedt mig tage sin antracitgrå cardigan med. Egentlig trænger hun til noget med farver, men hun orker ikke at bære det. Hun er begyndt at bide negle igen. Hendes ringfingernegle er bidt til blods, det er værst på den højre. Vi spiller fem hundrede. Spild af tid, men cirka det eneste, vi kan stille op. Ingen af os følger reglerne: Hun lægger to syvere og et es, jeg undlader at protestere. Vi tæller jo alligevel ikke point. Det er seks år siden i dag. De der gardiner bliver ved med at dukke op i mine drømme.