Louise Juhl

Når jeg tænker på mormor, tænker jeg på et gardin. Det kan lyde som en unødvendig omvej, en umulig metafor. Det er det ikke. Når jeg tænker på min mormor, tænker jeg virkelig på et gardin. Noget, der blafrer. Noget, man kan trække for, skærme med.Min mormor blafrede. Hun stod aldrig stille, men bevægede sig frem og tilbage, ud og ind. Mellem vask og komfur, syltegrej og tøjstativ. Som regel tavs, ikke for at skære af eller vende sig væk, men for at koncentrere sig om det egentlige. At skære æbler i både, fodre høns, snegle håret op i en pølse, hun satte fast med hårnåle bagerst på hovedet.
Hun trak ikke vejret med samme selvfølgelighed, som vi andre gør. Hendes hjerte var svagt, og hvert hiv var en lille kamp, hun måtte vælge med omhu:De dage, hun vaskede hår, måtte hun undvære at skrælle kartofler. Søndagens kirkegang kostede på mandagens konto: Det var enten presning af duge eller gærdej, ikke både og.Mormor kaldte mig sære ting. Tyttepige, Puttehøne. Louise brugte hun kun, når hun skældte ud eller skulle fortælle mig noget alvorligt. Som dengang hun ringede og sagde, at hun alligevel ikke kom til jul, fordi.Så ikke mere. Hun døde i marts.
Bagved mormors gardin kørte verden forbi: Den røde rutebil mellem Kolding og Stenderup. Naboerne, der indrettede stue og køkken i ét, og ændrede navnet på deres gård. Den havde ellers alle dage heddet Solgård, men nu rejste de en stor sten ved indkørslen: AgtrupHolm.
Vor herre Bevares.
Det var egentlig ikke fordi, min mormor havde noget imod hverken dem eller navnet, slet ikke. Men når man nu selv har så få kræfter at gøre godt med, at man må overveje hvert enes vejrtræk, kan det være svært at forstå, hvordan andre ødsler med deres.