Louise Juhl

Tak til tirsdagen med alle dens følelser, også dem, jeg ikke kan bruge til en skid. Tak til panik og lodden angst, til spejlinger og vægfluer. Til vandrefalken for at flyve uden at forlange noget til gengæld.
Og til himlen for ikke at være en kat. 

Tak til de lange tråde mellem dengang og nu; trafiklys og brændt keramik, nåletræer, skovlet mos. Tak til knuste tvebakker og lidt for sød grød, til ugæret vrede og svømmehud. Tak til min far for – among other things – at gøre mig klogere.
For duggede ruder i andre menneskers huse.

Tak til de røde tegltage på husene overfor og mit hårs langsomme grånen. Tak til min mor for at være alt, uden at være alt for meget. Ost og cykelkurve, stilleleg og tørrede figner. Tak til månen for at holde fast i jorden, og til primtallene for at gøre det samme: Holde fast, selv når ingen andre gør det. Tak til Brideshead og Bjørn og parykker. Til sart hud, togbanesveller.
Og til alle verdens følsomme tandhalse.