Louise Juhl

I går kørte jeg for første gang siden min morfar døde forbi hans gård. Agtrup Savmølle, Stenderupvej 104. Jeg listede mig ind på gårdspladsen, så mig omkring. Den kæmpestore blodbøg i haven stod der endnu. Den jeg lå under en varm sommernat og fik så mange myggestik, at min mor måtte køre mig mig på skadestuen, fordi mit ben hævede til dobbelt størrelse. Også den lille æbleplantage var der endu, men markerne lå uudnyttede hen. I min morfars tid gik der får, og huset var af samme grund fyldt med fåreskind, der varmede hans ryg, når han var plaget af sin gigt.
En mand stod og huggede brænde, han hilste pænt, men uden at spørge til min indtrængen. Alligevel forklarede jeg ham, at her havde min morfar boet. Med sin hund Bessie, en rød cockerspaniel, der elskede at lune sig ved komfuret, der var af den gammeldags slags, der blev opvarmet med ild. Han havde holdt høns og får, og havde kun eet ben: Det andet var amputeret på grund af koldbrand, men det forhindrede ham ikke i at passe den store have, frugttræerne og alle sine dyr, heller ikke efter min mormors død. Jeg fortalte, at min morfar ikke brugte etagevask men altid barberkost. At han kaldte franskbrødsmadder med ost for oste”kage,” og at han serverede Kijafa Kirsebærvin, når han fik uventet besøg. At han var nærig, ikke af lyst med nød. Han havde ikke mange penge at gøre godt med, og de få han havde, gemte han under plastikdugen på spisebordet. Han havde ikke fidus til banker.
Manden på gårdspladsen lyttede og smilede. ”Du må altså undskyld, at jeg sådan kommer rendende,” sagde jeg, ”du er velkommen,” svarede han og huggede videre.
Meget var forandret hos min morfar: Savværket var revet ned, men bygget op igen – heldigvis i træ – alt anden havde været en dødssynd for et gammelt savværk. Stuehuset var intakt – ligesom den gamle forfaldne lade, som jeg har taget et billede af. Bøgen stod der, og gruset på gårdspladsen var det samme, og rutebilen kørte stadig forbi på landevejen udenfor.
Der ligger så meget af mig i de somre hos min morfar. Så mange stueurs-tikkende timer med enmandsyatzy og Wimbledon på tv. Minderne om min mormor, der sneglede sit hår op i en krans om hovedet, som kaldte mig puttehønseskid og som altid fodrede de vilde katte: ”Kis,kis,kis,kis,” hviskede hun, og så kom de løbende alle steder fra. Jeg kan huske, hvordan jeg var opslugt læste af ugebladskklummer og fortællinger, skrevet af Hjemmets chefredaktør, der rapporterede fra en Afrikasafari, som det senere blev afsløret, han aldrig havde været på. Jeg husker også de lige lovlig gennemstegte flæskestege og de små likøræg, som min mormor gemte rundt omkring, og som jeg brugte timer på at finde. Min mormor, som også stod op klokken fem om morgenen for at jage fuglene væk, så de ikke vækkede min morfar. Hun led af dårligt hjerte. ”Du bør ikke få børn, Fru Juhl, det vil koste dem livet,” havde overlægen advaret. Men hun fik to piger, hvoraf den ene er grunden til at jeg findes, og mormor levede længere end nogen havde turde håbe på. ”Alting ender jo med at koste os livet,” svarede hun, når jeg spurgte, hvordan hun havde fundet mod til at føde min mor og min moster. Såre banalt, såre sandt. Jeg husker brombærkrattet bag terrassen og dagene, der tog den tid, som tid nu tager, men særligt husker jeg lugten af min morfars evindelige cigar af mærket ”Nihil sine labore” – intet uden arbejde. Det ordsprog levede han i dén grad op til: Når han tog telefonen, sagde han aldrig sit navn, Viggo, men svarede: “Agtrup Savmølle”. Han var sit arbejde, savmøllen var hans liv, ligesom det nu er en del af mit liv.
Jeg er glad for, at jeg kørte forbi.