Ensomumrik.

by Louise Juhl Dalsgaard

Det værste ville være, hvis det var den første mandag i januar, og solen ikke skinnede, så det var til at holde ud. Eller hvis jeg sad i træskostøvler og skrev dårlige digte i en skov uden blade på træerne, mens min hund gik rundt og peb, og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op, hverken med hunden, digtet, mig selv eller 2017. Det ville være det værste.
Det bedste ville være, hvis Mumrik skrev et digt. Om rimfrost og januarsol, om tomme raketbatterier og julens knivsæg. Om garnet, barnet og kvælning, og også lidt om naboens trettenårige hunhund.
Et tindrende, moonwalkende digt, skulle han skrive. En fluorescerende vandmand i træskostøvler.
Made by Mumrik©
Det ville være det bedste.