Louise Juhl

For halvandet år siden skrev jeg et opslag på Facebook, hvor jeg takkede Statens kunstfond for et arbejdslegat, der muliggjorde, at jeg fortsat kunne skrive bøger. Heriblandt de to, jeg har udgivet i år, og det album jeg og min fantastiske kollega, musiker og komponist David Mondrup, har på vej. Opslaget afstedkom en del kommentarer, de fleste kærlige gratulationer, mens andre undrede sig over, hvorfor det var statens opgave at støtte kunst, der så at sige “ikke kunne betale sig selv.”
For det er sandt: Jeg kan ikke leve af at skrive, dertil rækker mit bogsalg ikke. Man kunne jo argumentere for, at hvis ikke mine bøger sælger, så er det nok fordi, de ikke er gode nok. Hvorfor skal staten understøtte bøger, der ikke sælger, hvorfor dog ikke bakke op om bredere titler, bøger, som læserne efterspørger og nyder. Give penge til det, skatteyderne ønsker, al den stund, at det jo i sidste ende er dem, der betaler?
Jeg vil starte med at sige, at jeg forstår argumentet og hverken synes, det er dårligt eller urimeligt. Bare ufuldstændigt. Jeg holder meget af bøger, både de brede og de smalle, bestsellere og bøger med mere beskedne salgstal. Det eneste jeg siger er, at antallet af solgte bøger ikke er proportionelt med bogens kvalitet. Vi ved udmærket, at den mest solgte bil i Danmark ikke nødvendigvis er den bedste, for hvad vil det sige at være en god bil? Handler det om benzinøkonomi, årlige vedligeholdelsesudgifter, fede dækkapsler og soltag, klimaaftryk eller bagagerummets størrelse? Ja det afhænger af, hvem der skal bruge bilen. Om det er en familie med fire børn, en sælger af luksus-hudprodukter, en datehungrende femogtyve-årig eller en som mig, der er virkelig dårlig til at parkere, og derfor foretrækker bilen så lille som mulig. Jeg siger ikke, at bøger og biler er det samme, men jeg synes, det er klogt, når politikere vælger at nedsætte afgiften på- og dermed støtte klimavenlig transport. Det betyder ikke, at jeg synes en bil med plads i bagagerummet er et ringere valg. Det har bare ikke samme gunstige betydning for miljøet, som eldrevne køretøjer har og sådan er alting en afvejning. Også indenfor støtte til litteratur.
Jeg har et hav af venner og kolleger, der skriver. Nogle, hvis bøger ligger på Saxos bestsellerliste, og andre, som er glade hvis førsteoplaget på 400 eksemplarer bliver udsolgt. Jeg holder lige meget af dem alle, af deres bøger også, alligevel vil jeg her fremhæve et par af sidstnævnte, fordi de ikke får hjælp af top-ti-listernes anbefalinger. Alle udgivelser er fra i år, jeg kunne nævne tusinde andre (jeg ved, hvordan det føles ikke at blive nævnt, tro mig, i banker alle i mit hjerte).
Tidligere i år udkom Lars-Emil Foder med første del af albummet ‘Kun for idioter.’ Udgivelsen udmærkede sig ved at være musikbårne digte, det vil sige litteratur sat til toner eller måske omvendt: toner skrevet som ord. uanset hvordan det hænger sammen er det virkelig værd at lytte til – ikke mindst live. Her et par sætninger fra nummeret ‘Ræven’:
“Og så sagde den ‘Hør hvad gør du egentlig her hvor ingen ved hvor du er?’ Og jeg sagde ‘Jeg har det blå’, jeg sagde ‘Jeg har det blå, det er ligesom jeg ik ka finde den krog jeg skal hænge min smiley på”.
Jeg synes det er fedt. Det er casual og samtidig super præcist, og så taler det jo lige ind i diskussionen om kunst og støtte, smal og bred: ‘Hør, hvad gør du egentlig her hvor ingen ved hvor du er?’
(Ja, hvad gør jeg egentlig her?)
En anden perle er Tina Franks ‘Alt det vi fejler’, en bog om arv og miljø, om Vesterhavet, feberkramper og TV3+. På side 20 står: “Jeg er klog, siger min mor, mine lærere, krydserne i min karakterbog: udmærket. […] Jeg ønsker mig en rubriksterning. Jeg får tre til min fødselsdag. Jeg kan ikke finde ud af at løse dem. Jeg prøver og prøver. Det går op for mig, at jeg ikke er intelligent. Jeg er bare en fighter.” KAPOW! Hvem har ikke siddet der med alle sine udmærkelser og opdaget, at livet er for praktikere og at det ikke nytter en skid, at forstå altings sammenhæng, hvis man ikke selv hænger sammen. Læs!
Jeg kunne også anbefale Elvir, som jeg vejleder på masterclass for forfattere, og som om forhåbentlig ikke så længe udgiver en lille bombe af en bog. Den handler om krig og køer, det lyder måske som en mærkelig blanding, men det er virkelig virkelig godt. Eller en af mine elever på Dansk Talentakademi som lige nu arbejder på et stykke dramatik, hovedpersonen er en snegl, det er stærkt og helt anderledes, det er jo også det kunst skal: Vise os noget andet, end det, vi forventer. En anden virkelighed eller den samme virkelighed – men på en anden måde.
Og før nogen nu råber op om, at det sgu da er godt, at vi kan sidde og skrive om ræve og køer og snegle, mens staten betaler for vores underhold: Jeg har tre ansættelser ved siden af at skrive, en i Holstebro, en som huskunstner ved Randers Kunstmuseum og en som projektansat ved Aarhus Litteraturcenter. Plus alt det løse, oplæsninger, workshops, manuskriptvejledning. Så jeg sidder altså ikke med hænderne vendt mod himlen og venter på, at det begynder at regne med penge. 
Alligevel skal her lyde en stor tak til Statens Kunstfond, for deres virke, og for et samfund, hvor der er plads til alle, både tykke og smalle. 
Lad os for guds skyld holde fast i det – i et fællesskab, der er ægte fælles!