Erfaring II
by Louise Juhl Dalsgaard
Når man mærker noget, der ikke er, men som alligevel hænger i luften, er det svært at trække vejret. Så må man i stedet trække tiden. Ud. Eller sætte fingeren. På pulsen. På tastaturet. Og skrive noget, der ikke kan skrives. Man må skabe. Noget. En fortælling, for eksempel. Et eventyr, en drøm. Et glas-kar i brændt orange.
Fortællingen. I fingrene. Den døvstummes pen. Den livløses åndedræt.
Begyndelsen. Et sted. En tid. En erfaring, der søges tilvejebragt. Eller tilendebragt. Sådan kan motivet variere, men fortællinen er den samme. Først den ene vej. Og så den anden vej.
Dernæst en Midte. Ikke et centrum, ikke en kerne. Bare fyldet i puden, der gør søvnen så langt mere behagelig. Vi luller og leger og tror os trygge. På behørig afstand af såvel start som slut, langt fra indledende spørgsmål og afsluttende svar. Vi svæver og suger begærligt af midtets tomrum, fortællingens centrifuge. Rundt og rundt. Åh hvilken frihed, hvilken bedøvende eliksir, hvilken pirrende forførelse. Lad det aldrig få ende. Lad søvnen vare evigt; den påtagede uskyld beruse os.
Endelig en slutning. Uden afskedens tyngde, ville fortællingen aldrig opstå. Aldrig finde liv. Uden det ubærlige syndefald ville uskylden miste sin pondus. Sin patos. Vi vil afsløres. Vi ønsker smerten og erkendelsens ulidelighed. Vi søger blotlæggelsen, uanset at den ikke er til at leve med. Den truende afsked er altings fylde. The end: Fortællingens lærred.
Vi ved, at fortællingens udgangspunkt er falsk. Et forsøg på at skabe en mening, hvor ingen mening er.
Det er ikke tragisk. Det er ikke ondt. Det er den fortælling, virkeligheden har lært os. Det er Erfaring.
The art of no return 😉 det er jo dét du beskriver!
kh
Lonni
The art of no return 😉 det er jo dét du beskriver!
kh
Lonni
Hvor er det smukt og velskrevet, igen igen! Jeg er sikker på at Ballast, Camus og Sartre ville kunne have hygget sig gevaldigt sammen.
Meningen med meningsløsheden. Esoterikeren ville kalde det for indvielse eller bevidsthedsudvidelse.
Jeg kalder det evolutionens uundgåelige forvandlingsrus. Selv når effekten er lejlighedsvis apati, som jeg selv oplever det.
Det er til tider hårdt arbejde ikke at kunne gøre andet end at acceptere.
Men når der er vindstille, kære Ballast. Så synger vi højere og smukkere end nogensinde før…
Alonzo:
Den havde jeg ikke hørt om før. Men point of no return kender jeg kun alt for godt. The art of….se, der øjner jeg muligheder 😉
Acceptere tingenes tilstand har aldrig hørt til blandt mine stærke sider. Jeg kæmper konstant mod vilkår, der ikke kan ændres. Sisyfos, den Sisyfos…
Keep up the good work, skønskriver.
Mean while, I´ll keep up the hard work. Og venter på vindstille….
Kæmpekæmpekæmpeknus
Applause.
Ja, men Sisyfos var lykkelig, skønne Ballast. På trods og på grund af sin skæbne.
Han blev jo forelsket i livet og snød døden (den fysiske) på skammeligste og snedigste vis.
At prisen for bedraget var et liv (eller en død) i evindelig repetition vidste han, da han traf valget.
Men forskellen
var ens
besluttede han sig for
på vej op
og ned
af bjerget,
med sin sten
og sin skæbne
beseglet
fanget
og fri.
Patton:
Lige over!
Penpal:
Måske dette – at være fanget i sin frihed eller fri i sit fangeskab – er dér, hvor jeg står nu.
Accept. Af vilkår. Ikke godt eller skidt. Ikke rigtigt eller forkert. Ingen dom. Bare se dem i øjnene: Vilkårene.
Jeg traver videre. Op og ned ad bjerget. Ses vi undervejs 😉
Gå ikke foran mig, måske kan jeg ikke følge med.
Gå ikke bag mig, måske kan jeg ikke føre an.
Gå ved siden af mig og vær min ven!
– Albert Camus.
Og vi ses allerede, gør vi ikk´?
Kære Ballast. Interesante, tankevækkende ord, så ubetinget …
Det menneskelige individ har til alle tider forsøgt at skabe mening. Er forfatteren vel andet end et menneske, som du, jeg og os alle, der skaber et indhold og en mening. Måske var der ikke nogen før, men er der er så rigeligt plads til én.
Jeg tror, at forfatteren, og måske ikke blot denne, vil søge meningen og skabe en struktur, som Verden kan placeres på. Som den græske filosof, der bad om en vægtstang, der var lang og stærk nok, og et punkt at sætte den … Så ville han flytte Jorden. Således skaber forfatteren også et holdepunkt, der flytter Verden.
… Men skal Verdener så altid flyttes? Eller skal forfatteren denne ene gang lade begivenhederne og erfaring følge deres eget spor, ubundne af konvention og stilisme. Hvem er jeg, at jeg kan svare på det?
Men jeg kan forsøge …
… Nogle gange skal Verdner flyttes. Andre gange skal de selv finde vej …
🙂
Kære Penpal
Vi følges. Og ses. og ser. Hinanden. Igen og igen…
Kæreste WhaggaWhagga
Jeg tror, jeg lader verden være verden. Jeg har hverken kræfter eller evner eller viden til at flytte rundt på kloder og planeter. Det føles så rigeligt at flytte. Mig selv. Eller endnu værre: At undlade at flytte. Mig selv og dét, der ikke hverken bør, kan eller skal flyttes.
Jeg håber. At finde vej. One way or the other…
Tak for dit indsigtsfulde bidrag!
Du skriver: Vi ønsker smerten og erkendelsens ulidelighed.
Og møllet bliver tiltrukket af stearinlysets flakkende, lokkende flamme, næsten som sirenernes sang….
Well, jeg tror faktisk det er sandt. Ligesom møllet, ja. Og sirenerne, der drager trods deres falskhed.
Det er ikke en anerkendelse af et faktum. Det er en erkendelse. En erfaring.
Ikke nødvendigvis rigtig. Eller forkert. Hverken tragisk eller det modsatte. Det er ganske simpelt en erfaring….Call me dirty?!
call me dirty?! nej tværtimod
Rimkogeren:
Følermig bare så svinsk i min næsten dekdente konstatering.
Men det er som nævnt ikke ynk. Ikke en beklagelse. Men erkendelse. Bare uskyldig (?) erkendelse…
“Det er den fortælling, virkeligheden har lært os. Det er erfaring.”
– det er en smuk og ren fortælling, du fortæller her – om fortællingen. Og om virkeligheden. Meget smuk. Meget ren. Helhedsstøbt.
God aften til dig, Ballast 🙂