Estelle
by Louise Juhl Dalsgaard
På højskolen deler jeg værelse med Helene, vi taler ikke så meget sammen. Vi er ikke uvenner, bare heller ikke rigtig venner. Jeg står op længe før hun, tager en pandelampe om hovedet og løber ud i morgenmørket. Ti kilometer langs vandet, sandet giver efter for hvert skridt, jeg tager. Tilbage igen er Helene akkurat på vej ud ad døren. “Hej,” og “selv hej”
Jeg bliver ikke så længe på højskolen, det er ikke Helenes skyld. I stedet finder jeg et værelse tæt på Peter bangs vej station,indretter mig med et slå-ud-bord og en madras og lytter til lydbøger: “Begynderfransk I og II”, jeg efterligner stemmen på båndet, så godt jeg kan: “S’il vous plait” og “Comment ça va”
Jeg tror det er der, det går op for mig, at det ikke går godt.
Nogle måneder senere kommer jeg på sygehuset, og får en fast vagt. Hun hedder Anna og er lægestuderende på 4.år. Hun hjælper mig med at klippe mine spidser og forsøger at lære mig at skelne træernes blade fra hinanden. Bøg fra birk og lind fra hassel. I virkeligheden er jeg helt ligeglad med blade og med at skelne, jeg synes alt er fedt, skudt og kanel, lort og lagkage, jeg vil bare gerne væk eller måske er jeg allerede væk og vil findes.
Men Anna er ikke sådan at slippe af med, hun holder øje og holder fast, siger hele tiden “godt så.”
En dag fortæller mig, om dengang hun arbejdede på en cafe i Paris. Alle de kvindelige ansatte skulle bære den samme uniform. En bordeauxrød skjortekjole, med V-hals og knapper til knæene. De havde ingen pauser, men kørte igennem fra ti formiddag til midnat på en cocktail af baguette-endestykker, efterladte rødvinssjatter og isterninger.Efter et par uger var hun begyndt at være svimmel, hun faldt i søvn ude på toilettet flere gang om dagen, hendes chef havde klaget over, at hun var for længe væk. Til sidst faldt hun om, en onsdag formiddag på cafeens gulv. Da hun vågnedeigen kunne hun hverken huske, hvor hun var, eller hvad hun hed. Cafeejeren mente helt bestemt, at hun hed Josephine, og hun blev indlagt sådan. Som Josephine – i det 12 arondissement, Hospital Saint-Antoine. Alle på sygehuset kaldte hende for Josephine, laboranten, sygehjælperen, hun måtte bruge lang tid på at overbevise dem om, at hendes chef havde taget fejl og at hun i virkeligheden hed Anna. Hun var blevet fløjet hjem et par dage senere, herhjemme blev hun undersøgt på kryds og tværs, blodprøver, ekg, scanning, men alt var helt normalt.
Jeg ved ikke, hvorfor Anna fortæller mig alt det, men bagefter joker vi om V-hals og rødvinssjatter og om, hvad der ville være sket, hvis hun havde grebet chancen og levet videre som Josephine. De næste dage insisterer jeg på at blive kaldt Estellé, så Catherine, så Monique – indtil Anna får arbejde på en anden afdeling. Så er jeg bare mig selv igen.