Louise Juhl

Langtidsygemeldte er en gruppe, der sjældent har gavn af jobcentrenes sædvanlige arbejdsmarkedsrettede tiltag: kurser, uddannelsestilbud, arbejdsprøvning, praktik, cv-halløj. De er kørt døde i processen med at finde sig til rette på jobmarkedet, i samfundet og i alle de andre kasser, vi forventes at passe in di. Det, de har brug for, er ofte at finde sig til rette – med sig selv.
Her kan Kultur på recept byde ind med et tiltag, der ikke målrettet peger i retning af arbejdsmarkedsparathed, men som giver deltagerne plads, rum og tid til at finde – og være – sig selv. Ikke en arbejdsløs, ikke en sygdomsramt, ikke en belastning, men Birthe, Danny, Karsten eller sofie.
Jeg har set, hvad det kan gøre for mennesker, da jeg i efteråret underviste på et kombineret læse/skriveforløb ved Herning bibliotekerne. Og det er ikke så lidt.

Jeg plejer at sige, at man ikke bliver lykkeligere af at skrive, men at tiden går så længe. Og at den går godt, hvilket langt hen ad vejen er det, livet handler om. At fylde den tid, vi har til rådighed, med mening og gode oplevelser.

På læse-skriveforløbet tilbydes kursisterne to ugentlige kursusgang: tirsdag står den på guidet fælleslæsning mens det om fredagen er kreativ skrivning, der er på programmet

På læseforløbet læses der uddrag af romaner, noveller og digte. Der er ingen forberedelse, al læsning foregår prima vista, det vil sige “fra bladet.” På den måde er alle lige (in)kompetente, og helt frie til føle, mene og sige, hvad de tænker: Det kan være, de har noget, der undrer dem ved handlingen, eller det kan være, de lader sig opsluge af måden, historien er fortalt på. Èn deltager får måske mindelser om en afdød slægtning, mens en anden spørger til om der mon er en mening med, at alle de mandlige karakterers navne begynder med F. Nogle drager paralleller fra teksten til deres eget liv, andre synes bare, at det er en spændende fortælling. Deltagerne får altså mulighed for at tale om, hvad der rører dem og om, hvad der har betydning for dem, men det er altid med udgangspunkt i en tekst, og de behøver derfor ikkeat skulle tale om dem selv og deres eget.
Der læste tekster er tidsmæssigt og geografisk varieret: Tove Jansson, Alice Munro, Karen Blixen, Shakespeare og Halfdan Rasmussen osv. Læsningen handler ikke om, hvem eller hvad, der er bedst, men om hvad der står i teksten – og om hvad dét, der står, gør ved os, der læser.

På skriveværkstedet prøver kursisterne kræfter med selv at skrive. Ambitionen er ikke at at skabe forfattere, men at udfordre dem kreativt gennem sjove og anderledes opgaver. I de fleste tilfælde bliver deltagerne overrasket over, hvor meget og hvad de får skrevet: “Hvor kom det lige fra?” spørger de tit. Svaret er: fra dig selv.
Der er øvelser, der volder større kvaler end andre: “Hvis orange var en lyd, hvordan ville den så lyde?” En deltager påstår måske hårdnakket, at han ingenting kan høre, men prøver alligevel. Og noget må han kunne høre, for han ender med at skrive 2 1/2 side.

En tilbagevendende øvelse er konstantskrift: deltagerne skriver uden pause i 30 minutter. Alt er tilladt, intet er for dumt eller for småt. Det er ok at skrive om dårlige reklamer for hytteost, eller “Jeg hader konstantskrift,” seks hundrede gange. En pige er sikker på, at hun ikke kan finde på noget at skrive, men “ikke noget” ender med at være temmelig meget.
Der skrives breve til fiktive venner (eller uvenner), og arbejdes med karakterer: deltagerne kæmper med at være loyale overfor alle karakterer i deres tekster – også dem, de ikke bryder sig om. Vi snakker om, hvordan evnen til at sætte sig ind i et andet menneskes handlinger kan være en væsentlig egenskab – også udenfor det fiktive univers
En af de øvelser, der virkelig giver bonus, handler om, at skrive en halv time. Kravet er, at alle sætninger skal indeledes med “jeg er vred over…”. Der bliver bliver produceret utrolig meget vred tekst på meget begrænset tid. En lidt stille pige skriver som en djævel, og da den halve time er gået, tager hun mod til sig og læser højt, hvad hun har skrevet. Da hun har læst det hele, strækker hun armene i vejret og udbryder: “det er næsten bedre end god sex!”

Vi prøver den samme øvelse med “Jeg er i tvivl om,” og en af deltagerne foreslrt at vi forsøger os med: “jeg skammer mig over.” Fedt når kursisterne selv stiller sig opgaver!

Det kan være svært at måle udbyttet af kunstnerisk praksis. Man bliver måske bedre til at sætte sig ind i et andet menneskes tankeunivers, eller til at skelne vrede fra sorg. Men hvor mange point giver det – og på hvilken skala?
Jeg ved, at både Læseforeningen og SDU arbejder målrettet på at samle resultater, der kan påvise  effekten af fælleslæsning og skrivefællesskaber. Men hvis disse fordele ikke kan sættes på en formel, der rimer på arbejdsmarkedsparathed og økonomisk vækst, er det så noget, der tæller i en poltitks-økonomisk virkelighed?

Skal alting kunne betale sig, og hvornår kan man tale om, at en indsats nytter?
Jeg kan – helt uvidenskabeligt – viderebringe, hvad en kursist skrev til mig efter at have fulgt et skriveforløb: “Jeg tror ikke, jeg tør påstå, at jeg er blevet et bedre menneske, men jeg føler, at blevet mere menneske, og mindre klient, mindre patient.”
At hjælpe mennesker til at føle sig som mennesker igen, synes jeg, er en ubetalelig gevinst.