Louise Juhl

Jeg genkender nummeret, det er det samme som dengang. Fem ubesvarede opkald, til sidst skriver han en besked. Om ikke vi skal ses? Jeg svarer jo, det er vel det mindste jeg kan gøre.

Jeg forlod ham en tidlig morgen med hvad, jeg kunne have i hænderne. En pilatesbold tømt for luft, en elkedel og min computer. Lidt tøj. Der gik fem dage, før han skrev og spurgte, hvor jeg blev af, jeg svarede ham aldrig. Senere overførte jeg syv et halv tusinde kroner til hans konto, eller hvad der svarede til det halve af tre måneders husleje.
Men nu vil han altså gerne ses, og det er vel egentlig rimeligt nok. “Sætte et ordentligt punktum,” skriver han: “ok?”

Vi mødes ved busstoppestedet, hvor vi også traf hinanden den første gang. Jeg har svært ved at genkende ham, hans ansigt er hævet, det samme er hans hænder og maven. Det er medicinen, forklarer han, noget værre lort, men ikke desto mindre bedre end “det andet”. 
Det var gået ned ad bakke fra den dag, jeg tog afsted. Drømmene var ligesom fulgt med ind i dagene, han var nødt til at se sig for – under sengen, bag gardinerne og bruseforhænget. For at sikre sig. Hele tiden var der noget, nogen, en skygge, en snigskytte, et uvæsen. Hans stedfar. Til sidst turde han ikke forlade sengen, blev bare liggende, gik kun ud, når han skulle tisse og hente en pakke kiks i skabet, en pose peanuts. De ringede fra hans arbejde. Først undskyldte han sig med strubehoste, ugen efter med helvedesild og ugen efter igen var det problemer med balancenerven, der var skyld i hans fravær. Efter otte uger fyrede de ham, han forsøgte at føre en sag, men der var ikke noget at gøre. Han havde ikke sygemeldt sig, var bare blevet væk, og en lægeerklæring kunne han ikke mønstre. Sagen var tabt på forhånd.

Lægen havde kaldt det posttraumatisk stress. Et levn fra barndommen. Skiftende skoler, at blive låst ude og nægtet føde som straf. Lidt for løse hænder fra lidt for mange fædre. Og så at blive forladt helt uden varsel. Fra den ene dag til den anden bare sidde alene i et hus med alt for tunge gardiner og alt for meget tid. De mange skydespil Bang, bang, du er død, kun for øjeblikket efter at være levende igen. Den forvirring, det hele.
Han havde fået piller og henvisning til en psykiater, det var to år siden, nu havde han endelig fået tilkendt førtidspension.

Vi sætter os på en bænk på Telefontorvet, deler en bakke druer. Han vil vide, hvorfor jeg gik dengang:
Om det var det med kattene. At han havde solgt dem uden at spørge mig først? Eller det med naboen: Herregud, hun var jo over 60 og de var begge fulde. Det betød mindre end ingenting, det ved jeg da godt?
Jeg svarer ham, at det vel er lidt af det hele. Kattene, naboen (jeg minder ham, at det ikke kun var én gang). Men det er også alt det andet, siger jeg. Den måde, han holdt mig fast, når han “trængte”. Eller to gange han forsøgt at kvæle mig i søvne. 
– Den ene gang drømte, at jeg var en menneskeædende dræbersnegl?
Han husker det ikke sådan, svarer han. “Der var jo også gode dage”. Ferien i Søndervig og dengang vi spiste på Skovmøllen? Jeg giver ham ret. Der var også gode dage, bare flere af de andre. Af de knap så gode.

Jeg er ikke sikker på, hvad han vil mig, og om han får, det han længes efter. Et ordentligt punktum altså: Hvordan ser sådan ét ud, hvordan føles det?
Men jeg giver ham et knus, da vi skilles, og han råber: “Vi ses!”