Louise Juhl

Jeg har i et stykke tid løjet for mig selv. Beroliget mig ved, at mit tiltagende ubehag ved mennesker nok kommer sig af dårlige tænder, og ikke af fuglen, der har ligget død på gesimsen i flere dage, uden at nogen har lukket dens øjne.
Jeg har skrevet dagbog. Fuglens. Hvad den har set og spist, hvor mange grene, dens reder har talt, og om hvor utrolig blåt vand kan være lige efter regn. Jeg har lagt ord i dens næb. Om dengang, jeg udtørrede en snegl langsomt. I solen – for at se, om den ville visne, sådan som jeg har set navlestrengen på et barn visne, efter det er født.
Den visnede, huset faldt af.
Fuglen udenfor mit vindue er også vissen. Den ligger på gesimsen med åbne øjne, mens jeg skriver.
Det er det, jeg mener, når jeg siger, at jeg et stykke tid har løjet for mig selv.