Louise Juhl

Sommerdage tilbragt på terrassen i familiens sommerhus, en ikke tvungen men alligevel ufrivillig tavshed, udsigt til nåletræer. En far læser i et fagblad, noterer tal og enkeltord i margin. Vifter et insekt væk fra under det ene øje, tager en slurk af den lunkne te. 

Ved siden af en sjældent rolig stund for moren. Hendes ben er placeret på en skammel af træ, en foranstaltning for at modvirke senere gener med blodomløbet. Hun bladrer i et Bo Bedre, betragter billederne med omhu, ser så frem for sig, forestiller sig vel en af de slanke vaser på stuebordet derhjemme – med enkelt pæon eller farvestrålende Gerbera. En drøm, hun ved, hun kan opnå, sådan er hun. Ønsker sig aldrig det umulige, frihed og tid til sig selv, indretter sig med simple vaser en blomst, de små glæders Gud.

Lidt derfra roder en dreng i skovbunden med en pind, spider en børsteorm, ha! Fægter i luften med byttet, siger lyde, tju, tja. Så smider han pinden fra sig, forsøger i stedet at kravle op i et udgået fyrretræ, en kvindestemnes ‘pas på’ i samme øjeblik som den døde gren knækker. Der opstår et øjebliks almindelige postyr, ‘av, av’ og en anden stemmes ‘må jeg se?’ En mindre hudafskrabning, drengen får et plaster på knæet, bander af smerte og den milde ydmygelse ved at behøve hjælp fra en voksen.

I en stol i terrassens fjerneste ende: En pige med stramt flettet halepisk fordybet i en bog. Hun sanser hverken nåletræerne eller brorens ulykke, hun er væk i tanker om sorg og smerte, en forældreløs piges usle kår, mangel på føde og omsorg, hun hedder Anne. Pigen forestiller sig at være dér, i smerten og forældreløsheden, mere ensom end helt alene, værre end det, større også. En fortabthed så stor, at den ikke kan rummes, men må skæres væk, sultes ihjel, ties bort. Ingen ænser pigens indre oprør. Ingen ser, at hun rynker sine bryn, bider neglene til blods, gennemlever en andens smerte lige så stærkt, som var det hendes egen.