Louise Juhl

De siger det er svært. At miste noget, man ikke har haft. Det sværeste måske. Jeg har aldrig haft dig, du har aldrig været min. Kun navnene, du skulle have haft. Fe. Eller Snurre. Johanne, måske. Jeg har ikke noget mørke at falde i, ikke nogen sten at knæle ved. Så i stedet begraver mine hænder i dej, slår brødet ned, det har jeg læst, at man skal gøre. Så hæver det bedre.
Jeg går rundt sådan en hel dag, flere dage. Med klistrede hænder og et tab, der ikke findes. Jeg ved ikke, om jeg skal vinke og til hvem. Jeg ved ikke, om mine hænder hæver, hvis jeg slår dig ned.