Louise Juhl

“Vi lever så mange liv inden i vore liv, mindre liv med mennesker, der kommer og går, venner der forsvinder, børn der vokser op, og jeg forstår aldrig helt, hvilket af mine liv, der er selve rammen. Når jeg har feber eller er forelsket, fremstår alt så selvfølgeligt, mit “jeg” synker bort og giver plads til en navnløs lykke, en helhed med detaljerne bevaret. [..] Måske er det sådan, helheden kan fortælles, med mennesker der vandrer ind og ud gennem mit ansigt. Ingen begyndelse, ingen slutning, ingen bestemt kronologi, bare øjeblikkene og det, der opstår dér.” (Ia Genberg, Detaljerne)

Den dag, jeg første gang skrev med ham, som senere skulle blive min kæreste, mand, bedste ven og livsledsager, var en tirsdag i begyndelsen af februar. Jeg havde været i Storcenter Nord, havde købt cocktailpølser og skurepulver, da jeg faldt over hans profil på en datingside. Jeg havde ellers opsagt mit abonnement, mine forsøg udi at finde en partner online havde hidtil kun resulteret i større eller mindre katastrofer, en skolepsykolog mente således, at jeg bar på et traume fra ene tidligere liv, kun han kunne hele (vær altid på vagt overfor selvudnævnte Frelsere). En anden læste til socialpædagog, lovede mig en husbåd og en bonusdatter, men glemte at fortælle, at han havde lovet det samme til tre andre samtidige dates. De to og flere andre havde overbevist mig om, at gabet mellem folks forventninger til sig selv og deres reelle formåen, var for dyb til, at jeg orkede at bygge bro henover. Men så var der ham her, A Suitable Boy, lød hans profilnavn, jeg fandt senere ud af, at det var titlen på en 1349 sider lang roman om et arrangeret ægteskab.
Hans data var i enhver henseende gennemsnitlige, rødhåret, nogenogtredive, datalog. Men han citerede C.V. Jørgensen og havde ikke andre krav til en partner end at hun skulle have humor og være sød. Jeg skrev hej, ikke andet, og han svarede tilbage med et hej, og sådan kunne vi have skrevet længe sammen, hej og hej og hej og hej, måske var det faktisk det, vi gjorde, og indimellem fik vi også fortalt om os selv, jeg undskyldte, at jeg var sådan en klovn til at sætte kommaer, han forklarede, at han havde let til sved og af samme grund værgede sig mod at bruge regntøj. Vi var begge glade for naturen, viste det sig, og for skaldyr og Dido og Jens Okking.
Der gik tre måneder sådan, med at skrive frem og tilbage om bænkebidere, Roskilde festival, fluefiskeri, italiensk vin, træskæring, DK5 systemet. Indtil han en dag foreslog at mødes og min verden gik i sort, for jeg var tynd som et siv og sær og meget sky, og hvad skulle jeg stille op, hvis han foreslog, at vi skulle gå sammen hjem, men jeg svarede: Det lyder som en god ide, og så blev det sådan, “Drudenfuss på søndag kl. 16.00”, og det var varmt den søndag og bussen var forsinket, så jeg måtte løbe sidste stykke, og han havde allerede fundet et bord og bestilt en øl, og på anlægget spillede de Anthony and the Johnsons. Han skelede en ganske lille smule på det ene øje, og hans hænder var så smukke, jeg kan ikke huske andet, end at jeg tænkte, at det her, var for godt til at være sandt, for jeg var jo nordjyde og i Nordjylland har man det bedst med at holde tingene på afstand, i strakt arm. Ingen skal tage røven på en aalborgenser, slet ikke glæden. Så da han foreslog at vi kunne tage en bid mad, ringede alle alarmklokker, for hvad var nu det for noget overdreven galanteri, hvad forventede han til gengæld, og jeg rejste mig og tog frakken der hang på min stoleryg og sagde tak for i dag, det havde været hyggeligt, kram og knus og vi ses, og så var jeg væk.
The rest is history, han skrev en sms: Er du ok? Jeg forklarede ham, at jeg var et skræmt fjols, to dage senere mødtes vi igen. Hjemme hos ham, han havde lavet gullasch og ovnbagte kartofler, hans bogreoler rummede lidt af alt, mest af det hele, Shakespeare, Vakse Viggo, vinleksikon, en hylde med fiskemagasiner, Cormack McCarthy, James Ellroy. Til dessert serverede han friske bær med rørt is hældt over med en alene kahlua, det lignede lort men smagte himmelsk og næste dag strejkede busserne og jeg måtte gå hjem og jeg har aldrig set verden så tydeligt, hækken, midterstribernes hvide, skyggen af en myg. Vi gik fra hinanden (jeg gik fra hinanden) og fandt sammen igen, flyttede, græd sammen til nyheden om David Bowies død, blev gift, jeg begyndte at skrive. Michael blev bidt af en hjemløs hund, det var i Nice, de rev den gamle græske taverna ned, så kom corona, vi læste højt for hinanden, Fugitive Pieces, en novelle af Aidt. Min hund fik kramper, jeg gik 5000 kilometer på et år, hvert øjeblik talte, tæller: “Ingen begyndelse, ingen slutning, ingen bestemt kronologi, bare øjeblikkene og det, der opstår dér.”