Louise Juhl

For nogle dag siden skrev jeg om begyndelser. Om anslaget. Den første sætning i en bog, læserens første møde med den verden, der gemmer sig mellem bogens for- og bagside. Det ville derfor være oplagt også at skriver om afslutninger, altså om hvordan den første og den sidste sætning taler sammen. Om de taler sammen overhovedet eller om slutningen fungerer på egne præmisser, måske endda som en ny begyndelse, anslag til et kommende værk eller bare til læsernes egne forestillinger om et videre forløb.
Men nu er en bog jo ikke kun start og slut, tværtimod må man forvente at det, der sker imellem de to, er værkets egentlige ærinde. Handlingsforløbet, kunne vi kalde det, eller historien, narrativet, plottet, dramaet. Ordet dramaturgi kommer af græs og betyder handlingslære. Særligt Aristoteles’ tanker om “den gode historie” danner grundlag for, hvilke forventninger vi også i dag har til et værk: Troværdige karakterer, relevante konflikter eller dilemmaer, og en udvikling fra start til slut. Noget skal forandre sig, det være sig både til det bedre og det værre.
Jeg er så mærkeligt skruet sammen, at jeg holder af fortællinger, der giver lidt modstand til de ovennævnte forventninger. Jeg kan virkelig godt lide bøger, der farer vild lidt undervejs, selvfølgelig ikke mere, end at jeg stadig kan følge med. Ned ad vildvejene, tangenterne, de tilsyneladende irrelevante sidebemærkninger, der afslører sidehistorier, der synes næsten mere dragende end hovedfortællingen. Digressive værker kan man måske kalde det, hvor digression vil sige et midlertidigt skift af emne; en afvigelse.

Et af de allerbedste eksempler er den svenske forfatter Ia Genbergs roman “Detaljerne”. Her introduceres vi indledningsvist for den feberramte fortæller, der i sine milde vildelser kommer i tanke om en række af de mennesker, der har passeret igennem hendes liv, med større eller mindre aftryk, men alle med bidrag uden hvilke, hendes liv havde været et andet. Hun havde været en anden. Det særlige ved romanen er, at den følger den syges logik, feberens febrile famlen, og den indre logik, vi som læsere er så forvænte med, synes opløst eller erstattet med en anden. Venskabets og kærlighedens logik som kan være både urimelig, tilfældig og ja..uforståelig. Vi elsker ikke altid af en grund eller i hvert fald ikke altid af en god grund.

Et andet vidunderligt men ikke helt så vellykket eksempel er Claudia Durastantis “Fremmede jeg kender”. Her er det skiftene, afvigelserne fra det, man må formode er hovedfortællingen, der skaber fremdriften, som i afsnittet her:

“Under et besøg ved World Trade Center, mit første efter tårnene styrtede sammen, snuppede en politibetjent kameraet ud af hænderne på en tysker jeg lige havde mødt på hostel. Han lignede en af de robuste, tavse centraleuropæere om Condé Nast hvervede til at lave reportager om løver, og som før eller siden døde under grufulde omstændigheder eller vandt priser for årets bedste savannefotos. I dagene inden havde vi gået lange ture og drukket på irske pubber drevet af brændmænd, vi ville gerne forelske os, men vi elskede allerede nogle andre som vi havde vist fotos af til hinanden, mens vi smilede ad hvor seriøse vi var som tyveårige, og også skammede os lidt over det.
“Forsvind, der er ikke noget at se her” råbte politibetjenten inden han smadrede kameraet mod jorden.”

Læg mærke til, hvordan det, der egentlig kunne fortælles i en enkelt sammenhængende sætning, nemlig at hun har besøgt World Trade center, tilføjes en to små afvigende fortællinger om 1. en tysker på et hostel, 2. om fotoreportageverdens absurde ekstremer, død eller berømmelse og også lige får fortalt om pubber drevet af irske brandmænd. Det er forvirrende og forrygende, jeg æder de råt og kan ikke andet end beundre forfatterens mod og tillid til læserens tålmodighed og evner udi digressive spor.
Meningerne om den slags er mildest talt delte. Nogle vil klandre begge bøger for at mangel fokus og ikke leve op til kravet om fremdrift og udvikling i gængs forstand. Andre vil hylde dem for det samme: For bøgernes forgreninger, fortællingernes vildskab.

De fleste redaktører vil opponere imod en forfatter, der insisterer på et vidtforgrenet værker. De vil kæmpe for at holde en mere stringent logik, fordi de frygter, at for mange digressioner vil efterlade læseren forvirret, anstrengt og utålmodig efter at komme tilbage “på sporet”.
Men sandheden er jo, at livet ikke er spor logisk, og at kun de færreste af os lykkes med at holde os på noget, der bare minder om et spor. Måske er det også derfor, jeg holder så meget af bøger, der tør lade feberen rase og logikken afspore. Fordi det minder mig om, hvor tilfældigt det hele er, hvor stort og vildt og skørt og smukt det (også) er. På godt og ondt. Som Ia Genberg slutter sin fremragende roman:
“Snart er det for sent”, siger hun og rækker mig termoflasken. “Vi må derfor anstrenge os til det yderste”

Ja, netop.